ER EN TYND KROP LIG MED LYKKE

ER EN TYND KROP LIG MED LYKKE?

 

Da jeg var yngre troede jeg, at lykke lå i at være tynd.

Primært tror jeg, at det var et inderligt ønske om ikke at være anderledes. Om at være som de andre teenagepiger omkring mig, som gik i smart tøj, virkede selvsikre, fik drengenes opmærksomhed og hen af vejen også fik kærester.

Jeg følte mig SÅ udsat i mine teenageår. Underligt nok, for det var i denne periode at jeg blev mobbet mindst. Jeg følte mig til gengæld enormt anderledes, mit selvværd var utroligt lavt og det samme var min selvtillid.

 

Jagten på en tynd krop

Langt ind i mine tyvere, der jagtede jeg lykken i form af en tynd krop og fik nederlag, på nederlag, på nederlag. Jeg følte jeg svigtede mig selv ved ikke at blive tynd, hvorfor kunne jeg ikke bare tabe mig?

 

Da jeg var omkring 28-29 år indså jeg, at jeg faktisk ikke havde noget ønske om at være tynd. Lykken var ikke forbundet med min vægt.

Lykke er en følelse man har i konkrete situationer, det er ikke en vedvarende følelse. Det handler om at være i harmoni med sig selv – sjæl og krop.

 

Der er jeg langt fra. Jeg elsker ikke min krop, og jeg kæmper stadig med at accepterer den.

Jeg kæmper med nogle forestillinger, nogle små insisterende djævle på skulderen, som nogen gange får mig til, at tænke utroligt dårligt omkring min egen krop. De forestillinger er bygget op over mange år, af mange årsager og jeg ved, at de vil tage lang tid at bryde ned.

 

Jeg sagde stop

Forleden sad jeg dog i en situation, hvor jeg for første gang sagde stop, og nej tak.

Jeg sad og havde en snak med en psykiater, som mødte mig for første gang i forbindelse med min nye behandling af stress, angst og depression.

Lidt inde i samtalen så spørger han ind til min vægt og indenfor få sekunder spørger han: “skal du nogensinde under 100 kg?”

Jeg blev chokeret. Ærligt. Det føltes som en mavepuster.

Jeg kunne mærke mine hænder blev fugtige og jeg var virkelig tæt på at begynde min sædvanlige udenomssnak, fordi jeg ikke orkede at høre alle mulige belæringer og ‘gode’ råd fra endnu en person der tydeligvis aldrig har haft problemer med vægten.

Men så tog jeg en dyb indånding og svarede; “Nej.”

Jeg kunne se at han blev chokeret, men inden han nåede at reagerer yderligere fortsatte jeg med; “Jeg har ikke noget ønske om at være tynd. Jeg bliver aldrig tynd. Jeg vil til gengæld gerne tabe mig til der hvor jeg føler mig sund fysisk og psykisk.”

Hans eneste respons var; “Sådan.” og kommentaren blev leveret med et smil der gav mig følelsen af respekt.

 

Bagefter gik det op for mig, at det var første gang jeg havde sagt det højt over for andre. I hvert fald andre end mennesker der kender mig rigtig godt. Det føltes som en personlig sejr. Det var et statement for mig.

Det var første gang jeg sagde; det her er min krop, det er mit liv og JEG bestemmer hvad der er rigtigt for mig. Slut.

Posted in Livsstil, Personligt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *