TAG ANSVAR FOR DINE MEDMENNESKER

 

 

I sidste uge var det Copenhagen Pride Week. Det ‘kulminerede’ med paraden i lørdags og efterfølgende fest på Rådhuspladsen og i Københavns gader.

Jeg deltog i Pride Week for første gang i 2011, hvor jeg sammen med en veninde gik med i paraden. Efterfølgende har jeg deltaget i Pride Week og i paraden flere gange.

Det er en uge hvor kærligheden er i centrum og der er fest i gaderne.

 

 

EN SKILLELINJE

Jeg bliver glad dybt ind i sjælen af alt den kærlighed og accept man bliver mødt af under Pride Week. Der er plads til alle der udviser tolerance og respekt overfor sine medmennesker. Du er en del af forsamlingen hvis du vil det.

Paraden i sig selv er en fest fra start til slut, der er kram og kærlighed nok til alle. I år valgte min veninde og jeg ikke at gå med i paraden. Derimod stod vi klar på Vesterbrogade for at tage godt imod dem og give dem lidt kærlighed med på det sidste stykke af ruten til Rådhuspladsen.

 

Da jeg stod der på sidelinjen blev jeg ramt af en følelse der tog pusten lidt fra mig nogle minutter. Det her var måske nok en fest, men det var også en kamp.

Forstå mig ret; jeg har forstået at det handler om mere end fest og farver. Der er et vigtigt budskab der skal igennem – men at stå på sidelinjen gav et andet perspektiv.

Pludselig var der en anden slags skillelinje mellem mig og ‘dem’. En skillelinje jeg virkelig ikke brød mig om! Ikke fordi den har betydning for mit hverdagsliv, men fordi den har for ‘deres’.

 

skaermbillede-13

 

 

DER ER STADIG LANGT ENDNU

Jeg så et interview på DR Deadline i forbindelse med at ham stjerne psykopaten skød om sig på et diskotek i Orlando for 2 måneder siden. Her deltog Lars Henriksen som er formand for Copenhagen Pride, Fahad Saeed fra foreningen Sabaah og kunstneren Tomas Lagermand Lundme.

Interviewet handlede selvfølgelig om tragedien i Orlando, men også om hvordan det er at være homoseksuel i Danmark.

I den forbindelse fortæller de tre mænd om hvordan frygt og usikkerhed har fået overtag. Tomas L. Lundme fortæller bl.a. at han bevidst ikke tager sin kæreste i hånden når de går ned af gaden. Han ikke gider at få tilråb som bøsserøv eller udsættes for noget der er endnu mere krænkende. Der bliver talt om, hvordan det nærmest er blevet et spørgsmål om at tage et standpunkt, når de vælger at gå ned af gaden med deres kæreste i hånden.

 

Der gjorde virkelig dybt indtryk på mig. Jeg var ikke så blåøjet at jeg ikke troede det foregik, men det forbavsede mig, at det til stadighed er så stort et problem i København.

Det er den skillelinje der blev trukket så tydeligt op for mig i lørdags. For mig, er det den mest naturlige ting at gå hånd i hånd med min kæreste, eller at kysse på åben gade. Det er ikke noget jeg overvejer, men noget jeg gør hvis jeg har lyst. Sådan mener jeg det burde være for alle mennesker! Ingen skal frygte at tage sin kæreste i hånden!

 

VORES ANSVAR

Det er så vigtigt, at vi der står på den anden side af skillelinjen indser at vi bærer ansvaret! Det er OS der skal ændre tankegang! Det er OS der har ansvaret for, at denne frygt forsvinder!

Næste år går jeg med i paraden igen – det gør jeg fordi den her skillelinje skal fjernes!

Jeg tager ansvar for min rolle i det her – og jeg håber virkelig, at der er mange andre derude der vil gøre det samme!

 

ALLE MENNESKER HAR RET TIL KÆRLIGHED OG TIL FRIT AT KUNNE UDTRYKKE DEN!!

 

Det handler ikke om HVEM vi elsker, men HVORDAN vi elsker! <3

 

 

Vil I vide mere så kan i besøge Copenhagen Pride’s hjemmeside.

Posted in Samfund.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *