SORG | LIVETS VOLDSOMSTE FØLELSE

Første gang, at jeg blev ramt af sorg, der var jeg 17 år gammel. Følelsen var så voldsom, at jeg stadig kan huske den, den dag i dag. Jeg husker stadig tydeligt, hvordan jeg stod der ved siden af min onkels kiste i kapellet og tænkte; “lige om lidt så kommer han ind ad døren og råber, der fik jeg jer!” Men ingen kom ind af døren. Siden dengang har jeg mistet yderligere 4 mennesker, som jeg elsker.

 

 

SORGENS MANGE ANSIGTER

Overordnet siger man, at sorgen har 5 stadier.

  1. Fornægtelse – Det er en blanding af chok og benægtelse, som man rammes af her. Man har svært ved at forstå, at personen man elsker er væk. Verden kører bare uændret videre omkring én, hvilket virker helt absurd. Ved den da ikke, at man har lige har mistet et menneske man elskede?
  2. Vrede – man bliver gal på verden. Hvorfor lige ham/hende? Hvorfor skulle de væk nu, de var jo gode mennesker?! Hvorfor ikke tage en af de mange psykopater der løber rundt på planeten i stedet?
  3. Forhandling – Vi bliver fanget i en labyrint af “hvad nu hvis?” fordi vi brændende ønsker at få vores liv tilbage som det var. “Kan jeg ikke bare få lov, at vågne fra det her og opdage det var et mareridt?
  4. Depression – Her går omfanget af ens tab rigtig op for en. Man kan få en følelse af håbløshed, man bliver ked af det og man kan have brug for at isolere sig.
  5. Accept – I dette stadie begynder man at acceptere sit tab. Man begynder at acceptere, at man ikke kan ændre på det skete og at man er nødt til at finde en måde, at leve med det på.

 

Min personlige erfaring er, at disse 5 stadier ikke nødvendigvis er kronologiske. Man kan godt svinge frem og tilbage mellem dem. Og der er altid det at sige, at sorg er forskellig fra person til person.

Nogen har brug for at komme hurtigt tilbage til hverdagen, fordi det giver dem et frirum fra sorgen. Andre kan simpelthen ikke finde kræfterne. Man ved ikke hvordan man selv vil reagere før man står i situationen.

 

 

 

MIN SORG

Jeg mistede min moster tilbage i december 2017, 14 dage før juleaften. Det var uventet og meget pludseligt. Hun havde ikke haft et langt sygdomsforløb inden, som havde forberedt os på at det måske kunne gå den vej. Fra den ene dag til den anden var hun bare væk.

Sådan en form for sorg har jeg oplevet to gange tidligere og det er en sorg, som rammer i bølger. Min hjerne kan ikke forlige sig med den form for tab. Det er så uvirkeligt og uhåndgribeligt, at min sorgproces bliver trukket ud over lang tid.

Jeg har grædt og jeg har bandet over min mosters død. Jeg har snakket til hende når jeg sad herhjemme for mig selv. Skældt hende ud og fortalt hende at jeg savner hende. Den del af sorgprocessen, som jeg ikke var blevet ramt af var depressionen. Jeg vidste det ville komme på et tidspunkt og den sidste måned har det været meget tydeligt, at noget var under opsejling.

Jeg begyndte fx at drømme de vildeste drømme om natten. Familiemedlemmer der forlod mig, familiemedlemmer der kom til skade eller døde. Og så for nogle dage siden, der stod jeg op til en følelse af ikke at være tilpas i min krop. Jeg følte mig rundtosset, som om jeg havde drejet rundt i høj fart og jeg var tåget i hovedet. Kort efter jeg var stået op begyndte tårerne at løbe ned af mine kinder uden jeg kunne stoppe det igen og jeg begyndte at hyperventilere. Jeg har for mange år siden lidt af angst og hver gang jeg fik et angstanfald begyndte jeg at hyperventilere. Jeg vidst derfor godt hvad der ville komme, da først jeg begyndte at hyperventilere. Og så kom den. Mavepusteren. Følelsen af sorg der er så stærk, at den slår alt luft ud af dig og efterlader dig opløst i tåre.

 

 

 

MØD SORGEN

Selv om følelsen er voldsom og nærmest slår benene væk under én, så har jeg lært at det er vigtigt at møde den. Det gjorde jeg også den her morgen. Jeg meldte mig syg fra job, tog dynen med på sofaen, krøllede mig sammen og så græd jeg. Græd over tabet af min moster, verdens uretfærdighed, følelsen af at være efterladt og alene.

Efter 3 timer med skiftevis gråd og søvn, gik jeg ned og købte noget chokolade, gik hjem under dynen igen, tændte for tv’et og så noget serie mens jeg lå og havde ondt af mig selv. Jeg kom igennem det. Næste dag var jeg klar til at møde verden igen, velvidende at det har var starten på at lære at leve med tabet af min moster.

 

Jeg er blevet så meget bedre til at møde og være i mine følelsers vold. Jeg har opdaget hvor vigtigt det er, og jeg skammer mig ikke over at være nødt til at blive hjemme fra job i en dag, fordi jeg var slået helt ud. Jeg har forstået at det ikke er at være svag, men derimod at være stærk.

Posted in Livsstil.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *