SELVOPFATTELSENS MIDDELMÅDIGE SUMP

Selvopfattelsens middelmådig sump har jeg før beskrevet i bl.a. dette indlæg om mobning og dette om min selvtillid og mit selvbillede. Men jeg dykker ned i en anden del af det i dette indlæg.

 

I mine terapi‐sessioner har jeg haft mange snakke om, hvordan jeg kan arbejde på at lægge mobning bag mig. Hvordan jeg ændrer mine tankemønstre og mine handlemønstre.

På det seneste, har jeg tænkt en del over fortiden og i den forbindelse er jeg begyndt at sætte spørgsmålstegn ved nogle ting.

 

 

INGEN SPURGTE OM JEG VILLE VÆRE MED

Når jeg tænker tilbage på min skoletid, især i årene til og med 6. klasse, så mindes jeg, at jeg følte mig uden for fællesskabet hele tiden.

Jeg følte mig ikke særligt vellidt og ofte havde jeg en følelse af, at de andre ikke havde lyst til at invitere mig ind i deres leg. Var jeg med, så følte jeg mig stadig udenfor på en eller anden måde. Som om jeg var taget med på nådig vis og egentlig ikke helt hørte til.

 

På det seneste, så har jeg dog tænkt en del over om det virkelig forholdte sig sådan, at de andre ikke ville have mig med i deres leg, eller om jeg bare troede det?

For på den anden side set, så husker jeg at være hjemme at lege hos flere af pigerne fra min klasse og hvorfor skulle de invitere mig hjem for at lege, hvis ikke de kunne lide mig?

 

 

DE TÆNKTE JEG VAR DUM

Jeg havde svært ved at lære i skolen. Jeg har aldrig været specielt god til matematik i særdeleshed og jeg var ret så ordblind, så jeg var længe om at lære at læse og har til stadighed svært ved at stave.

Jeg havde en lærer der stemplede mig som dum allerede i 2. klasse og hun gav mig virkelig følelsen af, at være et håbløst tilfælde. I mange år troede jeg på det, indtil jeg fik en lærer som fortalte mig, at mine vanskeligheder intet havde at gøre med dumhed.

 

Jeg følte dog stadig, at mine klassekammerater så mig som dum. Men gjorde de egentlig det? Eller var det fordi jeg selv, stadig tænkte sådan om min intelligens?

 

 

LAD MIG SIDDE FOR MIG SELV

For 12 år siden startede jeg på pædagogseminariet. Her kom jeg til at gå i klasse med N, som jeg hen ad vejen blev rigtig gode venner med. Det viste sig, at han var venner med to fyre, som jeg har gået i klasse med i folkeskolen. Fyre, som jeg har kendt siden jeg gik i børnehave faktisk.

N kom og fortalte mig, at han havde nævnt over for de to andre, at vi gik i klasse sammen. Den ene af dem havde kommenteret, at han ikke rigtig kendte mig særligt godt og udtalt noget i retning af; “…hun lod os aldrig rigtig komme tæt på hende.”

 

De ord har jeg ikke glemt og på det seneste har jeg tænkt mege over dem igen. For måske havde han ret?

Jeg er i hvert fald begyndt at tænke over, om virkeligheden egentlig var en anden end den jeg så som barn. For det gjorde unægteligt noget ved mig, at jeg blev mobbet. Dog blev jeg aldrig mobbet af nogen i min egen klasse. Så måske tænkte de ikke de ting om mig, som jeg gik og troede?

 

Måske ville de faktisk gerne lære mig at kende? Men det var i virkeligheden nok ikke så ligetil. Jeg havde jo lært, at sætte en facade op. Jeg havde lært allerede i børnehaven, at jeg skulle holde folk på afstand, fordi jeg aldrig vidste om de ville mig noget godt.

Så i virkeligheden kom jeg måske til at virke afvisende og arrogant?

 

 

Jeg kunne virkelig godt tænke mig, at få svar på disse spørgsmål. For år tilbage havde jeg nogen af de samme tanker, men jeg da turde jeg ikke at spørge. Idag ville jeg gerne vide hvad de tænkte. Hvordan opfattede de mig egentlig – var det bare mig der gjorde mig selv middelmådig?

 

Please follow and like me:
Udgivet i Personligt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *