HVAD SAGDE DU? | RESPEKTLØSHED

HVAD SAGDE DU? | RESPEKTLØSHED

Jeg har tidligere rettet fokus mod det emne, som jeg har tænkt mig at tage op nu. Denne gang er det med helt andre følelser end vrede og irritation, at jeg tager det op. Denne gang er det tristhed der fylder mest.

Jeg har været overvægtig i større eller mindre grad det meste af mit liv. I mit voksenliv har det mest været i den ekstreme grad, desværre. Hvad der bl.a. ligger bag dette, er noget psykisk, som jeg ikke har tænkt mig at komme ind på her. Det er så komplekst at det kommer til at fylde mere end et blogindlæg at forklare.

 

Til gengæld vil jeg gerne sætte fokus på noget der følger med min overvægt; fremmede menneskers respektløshed!

 

 

FORDØMMELSE

Folk bliver ofte overrasket når jeg fortæller dem, hvad det er jeg oplever på nærmest daglig basis når jeg går på gaden.

Jeg får dømmende blikke, jeg oplever mennesker der måler mig fra top til tå med øjnene, for derefter at ryste på hovedet og gå videre. Jeg oplever folk der bare MÅ gøre den person de følges med, opmærksom på min eksistens – også selv om de skal gøre det så tydeligt at jeg ikke kan undgå at se eller overhøre det.

Jeg bliver grinet af og jeg får ondskabsfulde kommentarer smidt i hovedet. En dranker på en bænk råbte engang af mig at jeg kostede ham i skattepenge, fordi jeg var så fed at jeg kostede i hospitalsregninger. Den lader vi så bare lige stå et øjeblik…

 

Det her indlæg er ikke et forsøg på at få medlidenhed. Det er ikke et forsøg på, at få folk til at have ondt af os der er overvægtige. Det er ganske enkelt et forsøg på, at åbne folks øjne og forhåbentlig få folk til at møde mig og andre med respekt- eller i det mindste ligegyldighed.

For at sætte jer lidt ind i hvad det er jeg snakker om, så vil jeg fortælle jer beretninger fra den sidste uge, nogle har jeg selv oplevet og andre er nogen jeg har læst på instagram, hvor jeg følger en masse skønne plus size mode bloggere.

 

 

Når man venter på bussen

Jeg står og venter på bussen uden for hovedbanegården. Jeg har headset på og hører musik.

To ældre kvinder kommer gående hen imod samme stoppested. Jeg ser godt at den ene giver mig elevatorblikket. De stiller sig lige foran mig, med ryggen til mig. Her siger den før omtalte kvinde til, hvad jeg antager er hendes veninde; “sikke noget grimt tøj hun har på, sådan kan man da ikke gå rundt og se ud.”

Veninden spørger hvem hun taler om, hvortil hun svarer; “hende bag os.” Veninden vender sig om, giver mig elevatorblikket, jeg møder hendes blik, hvorefter hun vender sig om og svarer; “nej, og slet ikke når man er hende.

 

Når man er på ferie

3 smukke kvinder er på ferie i Grækenland, hvor de tager på bådtur en af de sidste dage. De er iført badetøj og vil som alle andre, nyde solen og få lidt farve mellem ø-hoppene.

De er kun lige kommet om bord og har fundet en plads, da de bliver generet af nogle mænd der ligger i nærheden af dem. Disse mænd kommenterer bl.a. højlydt på deres vægt.

 

På vej hjem fra job

Jeg er på vej hjem og skal med toget. Jeg går hen til rulletrappen der fører ned til sporet og på vejen derhen får jeg øjenkontakt med en af de mænd der er i gang med at reparerer rulletrappen ved siden af.

Hans ansigt udtrykker tydelig væmmelse og han prikker til sin kollega og ‘visker’; “se hende der”. Hans kollega er heldigvis et mere ordentligt menneske så han kigger op, får øjenkontakt med mig, smiler og kigger så sin kollega direkte i øjnene for derefter, at slå blikket ned og fortsætte sit arbejde.

 

I en flyver

En af de skønne plus size modeller jeg følger på instagram lægger en oplevelse op, som er så grænseoverskridende at det gør mig rasende.

Hun sætter sig i sit sæde om bord på et fly, der skal flyve hende til hendes næste modelopgave. Hun har fået et sæde ved nødudgangen da hun har brug for ekstra benplads. Hun har fået midtersædet og manden der sidder ved vinduet rykker på sig og sukker dybt og frustreret.

Efterfølgende begynder han at sende sms’er til én, hvori han beklager sig over at skulle sidde ved siden af hende. Han fortsætter med at sende ondskabsfulde beskeder, som Natalie er i stand til at følge med i (let’s face it; det er svært at undgå at se når man sidder i et fly, hvor der ikke er nogen plads mellem sæderne).

Han gør alt for at optage så meget plads som muligt, sådan at Natalie kan føle sig utilpas over sin størrelse. Hun konfronterer manden med hans opførsel da flyet er landet igen. Han kommer med lamme og vattet undskyldninger. I kan læse hele Natalies historie her.

 

 

Mit tøj den dag jeg blev generet af to gamle krager.

 

 

STOP!

Jeg er så uendelig træt af, at fremmede mennesker behandler overvægtige så fandens respektløst! Hvad er det lige der sker i hovedet på folk?

Det her er ikke et dansk problem, eller et europæisk problem – det er et vestligt problem! Og jeg er så fandens træt af det!

Jeg er træt af, at blive betragtet som et laverestående væsen, fordi jeg vejer for meget! De mennesker der behandler os, så respektløst er mennesker der overhovedet ikke kender os. De antager bare at vi er dovne og uintelligente.

De mener vores vægt er et problem vi selv har skabt og på baggrund af det, mener de at have ret til at dømme os, alt det de vil.

 

Ah men for h****** altså! Jeg fristes i den grad til at råbe; “brug hjernen!”.

Jeg ville sgu da ikke have valgt ekstrem overvægt. Ja jeg er selv skyld i mit problem, men jeg har ikke valgt det. Der ligger så meget under overfladen, som mennesker der ikke selv har prøvet at kæmpe med deres krop og selvværd ikke forstår.

Jeg skal ikke retfærdiggøre mine valg i livet over for nogen – heller ikke min sygdom! Hvad med at lade mig være i fred i stedet?

Hvis nu disse mennesker brugte deres energi på noget meget mere produktivt, så ville det give mig fred. Fred til at lappe mit selvværd sammen, få styr på min psyke. Så ville jeg måske være i stand til at gøre noget ved min vægt.

 

Mit budskab er; lad vær med at dømme en bog på dens omslag. I ved ikke hvad den indeholder før I giver jer tid til at bladre lidt mellem siderne.

(Visited 1 times, 1 visits today)
Please follow and like me:
Posted in Livsstil, Samfund.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *