SÆRLIGT SENSITIV | AT FORSTÅ SIG SELV

Jeg sad for noget tid siden og forsøgte, at finde inspiration til nye blogindlæg. Jeg bruger blandt andet Pinterest en del. Når jeg sidder og kigger på de mange lister af blogindlæg titler, så kan der være et ord eller en bestemt vending der sætter tankerne i gang.

Denne gang faldt jeg over et forslag til åbne indlæg, hvor man skulle starte med “jeg ville ønske at jeg havde vidst…” Umiddelbart, så var der noget ved ideen jeg synes om. Men jeg kunne bare ikke komme på noget jeg ville ønske jeg havde vidst.

Den har jeg gået og tænkt over i noget tid nu og pludselig slog en ide ned i mig.

 

 

 

JEG VILLE ØNSKE AT JEG HAVDE VIDST AT JEG ER SÆRLIGT SENSITIV

Jeg er normalt ikke typen der kigger tilbage på livet med fortrydelse. I min optik er det spild af tid. Du kan ikke ændre på fortiden alligevel. Det eneste du kan gøre er, at tage ved lære af den.

Måske var det også derfor, at det var så svært for mig at komme på en ting jeg ville ønske jeg havde vidst.

Der er dog én ting, som jeg ville have ønsket at jeg havde vidst. Eller rettere sagt; jeg ville ønske jeg havde vidst det noget før.

Jeg tror det havde gjort en kæmpe forskel for mig, hvis jeg havde vidst, at jeg er særligt sensitiv langt tidligere i mit liv.

 

 


 

 

SÆRLIGT SENSITIV ER IKKE EN DIAGNOSE

At være særligt sensitiv er ikke en diagnose, det er et personlighedstræk. Helt firkantet set, så handler det om, at man fødes med et nervesystem, som ikke har samme filter som normalt. Hjernen tager en masse indtryk ind i løbet af en dag, men normalt har hjernen et filter for, hvad den skal bruge til noget og hvad den skal kaste bort igen. Det har man bare ikke når man er særligt sensitiv.

Det er forskelligt, hvad der fylder mest hos et særligt sensitivt menneske. Personligt, så bliver jeg enormt påvirket af lugte og lyde omkring mig. Jeg kan fx slet ikke klare en lyd der gentager sig. Hele mit nervesystem reagerer, fx i form af kuldegysninger, sitren i kroppen og jeg føler mig enormt utilpas i min krop. Jeg kan fx også blive så påvirket af en lugt, at jeg bliver fysisk dårlig af den. Jeg har fx flere gange måtte forlade en butik, restaurant eller en bus, fordi der er en lugt mit nervesystem reagerer voldsomt på.

En anden ting der følger med det at være særligt sensitiv er, at du føler alting stærkt og dybt. Nogle gange kan jeg blive så overvældet af mine egne følelser, at jeg ikke kan være i min egen krop.

Jeg føler også andre menneskers sindsstemning. Fx så kan jeg i løbet af få sekunder afkode stemningen i et rum og finde ud af hvem der sender, hvilken vibe ud. Det er en stor fordel, især når man arbejder med mennesker, men der er også enormt trættende.

 

 

 

HVIS JEG HAVDE VIDST DET NOGET FØR

Hvis jeg havde vidst at jeg var særligt sensitiv lagt tidligere i livet, så tror jeg det kunne have sparet mig for nogle nedture. Jeg var 28 år, da jeg fandt ud af, at jeg er særligt sensitiv. På daværende tidspunkt havde jeg allerede været nede med en depression 2 gange, lidt af angst og været gået ned med stress 2 gange.

Jeg pressede simpelthen mig selv alt alt for hårdt, fordi jeg ikke kunne forstå hvorfor jeg ikke kunne holde til det min omgangskreds kunne. Jeg følte mig svag og forkert.

Jeg har også haft mennesker i mit liv, som ikke forstod hvorfor jeg havde behov for at trække mig og være så meget alene og det fik mig til at føle jeg svigtede dem. For jeg kunne jo heller ikke forstå det og jeg kunne dermed heller ikke forklare det.

Nu ved jeg, at jeg skal planlægge mit liv for ikke at blive overvældet. Jeg ved, at det er vigtigt for mig at have mig-tid og jeg ved at det er helt okay at jeg tuder fordi noget er smukt, sødt, sørgeligt osv. Det er den jeg er. Havde jeg vidst det allerede i mine teenageår, så tror jeg som sagt, at mit liv havde udspillet sig meget anderledes.

 

 

 

EN GAVE

Dog så gider jeg samtidig ikke sidde og pille mig selv i navlen og tænke; hvad nu hvis..

Sandheden er, at jeg aldrig vil vide hvordan det havde været. Livet udspiller som det gør af en grund. Det tror jeg virkelig fuldt og fast på.

Hvad der er endnu vigtigere er, at jeg nu ved at min særlig sensitivitet er en gave. Jeg føler stærkere end andre mennesker, jeg mærker mine omgivelser på en helt anden måde end andre mennesker og jeg oplever detaljer i livet, som andre mennesker går glip af.

Jeg har faktisk lidt ondt af jer andre. 😉

Posted in Personligt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *