ONE LOVE MANCHESTER

Egentlig havde jeg bestemt mig for, at jeg ikke ville skrive om det her emne på bloggen. Ikke fordi jeg ikke er berørt af det, ikke fordi jeg ikke har en mening om det, men fordi jeg simpelthen ikke synes at de usle eksistenser fortjener spalteplads på min blog.

De sidste par dage er det dog gået op for mig, at det ikke handler om dem, de får ikke spalteplads. Det gør vi, du og jeg og resten af verden. Ja, det jeg snakker om er terror.

 

 

ET SMUKT SAMMENHOLD

Igår sad jeg og så ‘One Love Manchester’ støtte koncerten, som Ariana Grande satte i værk efter at hun selv fik terroren virkelig tæt på i Manchester.

Først og fremmest vil jeg gerne udtrykke min dybeste respekt for Ariana! Hun har tacklet hele situationen så beundringsværdigt, og vist hele verden hvad næstekærlighed handler om!

Da jeg sad og så koncerten igår, måtte jeg mere end en gang tørre tåre bort. Det var en utrolig smuk koncert, som virkelig rørte mig dybt. Personligt sad jeg med en føles af sammenhold og fællesskab. Verden føltes lige pludselig ikke nær så kold og grusom.

 

 

ET SPROG VI ALLE TALER

Musik er det sprog vi alle taler, lige meget hvilken nationalitet vi har. Musik udtrykker følelser og hjælper os til at forstå og bearbejde vores egne.

For mig har musik altid været en kilde til liv, glæde, overskud og healing. Jeg går sjældent en dag uden at høre musik eller uden selv at gå og synge, eller nynne.

Efterhånden har jeg været til en god håndfuld koncerter og hvad der hver gang rør mig dybt, er det sammenhold og den accept der eksisterer. Det er et magisk øjeblik, hvor vi mødes som ligestillede, vi glemmer fordomme og hverdagen. Vi mødes i en fælles kærlighed til musikken.

Derfor gjorde det mig også gal og rystede mig voldsomt, at nogen gik ind og smadrede denne magi totalt den aften i Manchester. Så mange liv var taget, så mange unge mennesker der oplevede den magi for første gang, kommer aldrig til at opleve den igen.

 

 

REN ONDSKAB

Jeg synes at terroren har fået en ny karakter; man går efter at ramme folk der hvor de er frie og glade. Der hvor de ikke er på vagt, der hvor kærlighed og glæde strømmer mellem mennesker. Det er i min optik ondskab i den reneste form og jeg afskyr den så meget, at jeg ikke har ord der kan beskrive det.

 

Derfor var ‘One Love’ koncerten ekstra smuk for mig. Min tror på menneskeheden har været tyndslidt på det sidste, men igår fik jeg beviset på at næstekærlighed stadig eksisterer, at der stadig er grund til at stå sammen. Vi kan simpelthen ikke lade ondskaben være den stærke – had er ikke den stærkeste følelse i livet, det er kærlighed! Så kram jeres kære, smil til en fremmede og tro på at vi kan udrydde de usle eksistensers ondskab, hvis vi står sammen.

 

…we keep singing our songs!

– Robbie Williams, ‘One Love Manchester’

Please follow and like me:
Udgivet i Samfund.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *