OMSORGSSVIGT - HVEM HAR ANSVARET?

OMSORGSSVIGT – HVEM HAR ANSVARET?

 

I går sendte TV2 igen dokumentaren ‘Er du mors lille dreng?’som følger Jørn og hans forældre de første 4 måneder af Jørns liv.

Jeg tror de fleste danskere, født før år 2000, har set eller hørt om dokumentaren, men hvis der sidder nogen derud som ikke har set den og gerne vil, så kan både den og dokumentaren ‘Er du mors lille dreng? – 10 år efter’ ses på TV2 play.

 

Torsdag d. 18. maj sender TV2 den nyeste dokumentar ‘Mors lille dreng på egne ben‘, som er 20 år efter vi ‘mødte’ Jørn første gang og det tegne ikke godt for Jørn. Han er tilsynladende endt i et voldsomt hash misbrug og er ladt alene af systemet efter at han blev myndig.

Jeg har set de to første flere gange, også i 1998 og 2008 hvor de blev sendt første gang. Efterfølgende har jeg set dem både privat og i forbindelse med undervisning på pædagogseminariet. Igår så jeg det også.

 

Vores velfærdssystem

Som alle andre gange, så sidder jeg og får helt ondt i maven og bliver vred og ked af det når jeg ser, hvad Jørn blev udsat for i de første måneder af hans liv. Hvor gigantisk et svigt han led. Jeg bliver gal på systemet, på vores såkaldte velfærdssystem, som svigter et lille barn så gevaldigt.

Jeg er klar over at der, bl.a. på baggrund af den første dokumentar, blev lavet stramninger omkring anbringelsen af børn. Tydeligvis var det bare ikke nok, da Jørn’s lillebror Mads svigtes i endnu større grad, da han bliver overladt til sine forældre i hjemmet, under sparsomt opsyn fra kommunen.

Mads bliver først sendt i pleje da han er over 1 år. Jeg kan simpelthen ikke forstå, hvordan vi som samfund, 12 år efter Mads’ historie, ikke er blevet bedre til at gribe disse børn?!

 

Jørn og Mads’ plejemor Lilli siger det, så præcist som det nærmest kan siges, i den anden dokumentar;

Der bliver begået mange kommunale omsorgssvigt i Danmark. Svigt, der er meget værre end dem, forældrene laver. Værre fordi vi som samfund ved, at børnene får tidlige skader, hvis der ikke gribes ind i tide, men vi handler ikke.

 

Her slår hun nemlig hovedet på sømmet! For ja, vi ved bedre og vi har et ansvar for at tage vare på børn som Jørn og Mads!

 

Drengenes ophav

Det er så nemt, at pege på deres mors manglende evne til at være forælder. Det er så nemt, at give hende skylden men sandheden er bare, at systemet i den grad også svigter Annie.

Hun blev selv svigtet gevaldigt i sin barndom, hvor der ikke blev taget hånd om hende i tide. Hun svigtes igen, da hun selv henvender sig på kommunen, da hun opdager at hun er gravid med Mads. Hun ønsker at vide om der er chance for at hun vil få fjernet sit barn igen, for så ønsker hun ikke at gennemføre graviditeten, men hun får intet svar.

Efter Mads er kommet til verden får Annie det indtryk, at hun får lov at beholde Mads, men man vælger så at fjerne ham da han er 14 måneder. Hvordan kan man forsvare at byde et menneske sådan et forløb?

I min optik er det et kæmpe svigt over for Annie. Hun er ikke selv i stand til at danne sig et realistisk billede af omstændighederne, hvilket kommunen har sort på hvidt.

Alligevel vælger man at lade hende forsøge. Hvorfor? Synes det er så groft omsorgssvigt af både Annie og Mads.

 

Ikke et enkeltstående tilfælde

Og desværre er Jørn’s situation ikke et enkeltstående tilfælde. Vi har hørt om mange sager i medierne hvor børn er blevet så groft omsorgssvigtet, at man nærmest ikke kan rumme omfanget i sit hoved. Jeg tror, at der desværre er mange flere sager, som bare aldrig ’ser dagens lys’.

 

Det tyder jo kraftigt på, at vi til stadighed har et system der ikke fungere som det skal!

Underretninger fra pædagoger, psykologer, lærer, læger o.s.v. ‘forsvinder’ i de bunker som hober sig op på sagsbehandlernes borde. De har ikke den gennemslagskraft som de burde have og det er foruroligende på alle måder.

Jeg synes ikke vi kan klandre sagsbehandlerne for at nøle sagerne, eller ikke at gøre deres arbejde. Måske er der nogen der ikke lever op til deres ansvar, som der også er i andre faggrupper, men i høj grad handler det om to ting; dårlig lovgivning og manglende ressourcer på området.

Der er et enormt arbejdspres på de instanser som burde se advarselslamperne lyse. Vi er kun mennesker og når presset bliver for stort, så begås der fejl. Problemet er bare, at det er mennesker det går ud over i den sidste ende, det er små børn. Børn som Jørn og Mads.

 

Lang vej endnu

Vores lovgivning på området må skærpes og formuleres mere klart, for det må ganske enkelt ikke ligge på den enkeltes skuldre, at skulle tolke loven for, at definere om der er tale om omsorgssvigt.

Lovgivningen skal være klar og tydelig, og selv om der er lavet rettelser i loven løbende, så er den tydeligvis stadig åben for fortolkning.

Samtidig så har vi et problem der i den grad skal løses når vi, i et så lille land som Danmark, kan se at kommunerne løser sager om omsorgssvigt forskelligt. De kommuner som står økonomisk stærkere, er også de kommuner hvor færrest børn falder igennem systemet. Det kan simpelthen ikke være rimeligt at et barns krav på tryghed, kærlighed og omsorg afhænger af økonomi.

 

Det er IKKE okay! Vi burde vide bedre og vi burde gøre det bedre som samfund!

 

Posted in Pædagogen, Samfund.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *