OMSORGSFAGET ER FYLDT MED ANGST FOR MIG

OMSORGSFAGET ER FYLDT MED ANGST FOR MIG

Jeg er uddannet pædagog og idag er det faktisk præcis 7 år siden at jeg bestod min sidste eksamen.

I de syv år hvor jeg har været uddannet, har jeg næsten været lige så meget sygemeldt, som i arbejde.

 

 

VI LØBER ALT FOR STÆRKT

Tre gange er jeg gået ned med stress, men det er først i denne omgang, at det blev anerkendt som stress.

Hvorom alting er, så er det ret nemt at antage, at jeg er mere sårbar end de fleste. Det hænger til dels sammen med, at jeg er særligt sensitiv og ikke har været opmærksom på dette.

 

Der er også en anden del. I den offentlige sektor, især i omsorgsfaget går tingene urimeligt hurtigt og ressourcerne er for få. Det stiller de ansatte i umulige situationer.

Jeg er af den støbning, at jeg ikke kan vende ryggen til ting der ikke fungerer, så jeg løber endnu stærkere for at nå det hele. På et tidspunkt er der bare ikke mere overskud og så er det, at stress bliver realiteten.

 

 

HÅRD BESLUTNING AT TAGE

Jeg har taget en rigtig hård beslutning. Den beslutning er, at jeg ikke skal tilbage i det pædagogiske felt.

Det har været virkelig svært for mig at føle ro omkring den beslutning, fordi jeg brænder virkelig for det pædagogiske arbejde med vuggestuebørn. Jeg synes det er ufattelig givende, desværre må jeg erkende at jeg ikke kan fungere under de vilkår der er.

 

Når jeg tænker på at vende tilbage til det pædagogiske felt, så får jeg ondt i maven, hjertebanken og tårene presser på. Jeg er blevet angst for at blive syg med stress igen i en sådan grad, at jeg ikke tør vende tilbage til det der er mit drømmejob.

Det gør ondt. Jeg har brugt rigtig mange timer på at vende alle mulige sten. Jeg er stadig vred og ked af det – ikke på nogen speciel – jeg er vred fordi jeg føler mig snydt, jeg føler mig frataget min drøm.

 

 

VRED OVER PRIORITET

Jeg græder når jeg snakker om hvordan jeg føler, at jeg og mine kollegaer er tvunget til at leve med en ‘grov’-pasning af børnene frem for veludført pædagogisk arbejde. Jeg græder af vrede og frustration.

Jeg bliver vred over at det danske samfund prioriterer mennesker så lidt.

 

Jeg er træt af at være vred, af at være ked af det og frustreret. Jeg er træt af angsten for stress og en hverdag der falder i grus.

Derfor siger jeg farvel til det pædagogiske felt. Jeg ved ikke hvad jeg skal lave fremover, men en ting ved jeg med sikkerhed; det bliver ikke i omsorgsfaget i det offentlige system.

 

(Visited 1 times, 1 visits today)
Please follow and like me:
Posted in Personligt, Pædagogen, Samfund.

2 Comments

  1. kære Sisse
    Jeg bliver nød til at spille klog og sige til dig at du skal da selvfølgelig have med børn at gøre. Bare fra bagsiden du skal udvikle dine kreative evner og bruge en masse energi på det og så skal udgive en børnebog eller opfinde et stykke genialt legetøj, spil til vuggestue børn. Du skal i tænkeboks og bruge din uddannelse men bare på en helt anden måde. Eller du skal blive talepædagog hvor man har børn one on one. Og når du så har tjent en masse dopaminer på det, skal du komme til mig og sige du havde sq ret Jeannette for det har jeg altid 😛 stort knus kram.

    • Haha! Hvor er du skøn Jeanette! ❤
      Jeg vil virkelig gerne bruge min uddannelse på en anden måde, lige nu er jeg bare lidt blank på hvordan. Det kan være jeg skal kaste mig ud i den der børnebog – min far har sagt til mig i mange år, at jeg burde skrive børnebøger. ☺

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *