NYT JOB OG MANGLENDE OVERSKUD

Der har været ret stille på bloggen i den sidste tid og det skyldes ganske enkelt, at mit overskud har været lig nul. Jeg er startet i nyt job og det tager mit overskud. Jeg har skullet lære en helt ny branche at kende og jeg er stadig i gang. Samtidig har jeg været ramt af en sorg, der har ligget og luret i lang tid. Den historie får I i et andet indlæg i nær fremtid.

 

 

 

NYT JOB

Jeg startede i virksomhedspraktik i slutningen af januar, hvilket jeg skrev om her. Efter min virksomhedspraktik gik jeg direkte i ansættelse, hvilket er superfedt!

Jeg er nu ansat i Nordisk Film Biografer servicecenter. Her sidder jeg og taget telefoner, besvarer mails og chatter med Nordisk Film Biografers gæster over hele landet.

Det er en helt ny branche for mig, i forhold til alt det tekniske jeg skal lære og alt den viden jeg skal have lageret oppe i hjernens arkivskab. Til gengæld, så er det ikke nyt for mig at udføre kundeservice. Det har jeg både skulle i mit pædagogiske virke og i de butiksjobs som jeg har haft.

Jeg er superglad for min nye arbejdsplads. Jeg har fantastiske kollegaer, en fantastisk chef og supervisor, som alle har været med til, at jeg følte mig hjemme fra første dag.

Jeg er glad for at have skiftet branche. Det var virkelig tiltrængt for mig, at komme væk fra det pædagogiske. Jeg savner det stadig, men det tror jeg egentlig aldrig rigtig forsvinder. Jeg brænder så meget for at hjælpe mennesker og forstå mennesker, at jeg altid vil have en interesse i det pædagogiske arbejde.

 

 

 

NYT JOB OG MANGLENDE ENERGI

Som jeg skrev i min indledning, så har det slugt alt mit overskud at starte nyt job. Jeg tror det er sådan for de fleste mennesker når de starter noget nyt.

For mig betyder det dog, at det meste af mit liv, ved siden af jobbet, går i stå. Jeg går hjem og sætter mig på min sofa. Småsover efter nogle timer, og går så i seng. I det her job har jeg skiftende arbejdstider, arbejder hver anden weekend og har dermed også fridage i løbet af ugen.

De første 14 dage der brugte jeg mine fridage aktivt. Jeg fik skrevet en masse blogindlæg, jeg fik gjort rent, jeg fik vasket tøj, jeg fik handlet osv. osv. Og så ramte jeg muren.

Den sidste måned har jeg ikke lavet noget som helst på mine fridage. Jeg har siddet på sofaen med kaffe og chokolade og set serie. That’s it.

Jeg kan mærke min energi så småt begynder at komme tilbage nu, hvilket er fantastisk. Jeg har for første gang i lang tid haft overskud til at planlægge min kost for den kommende uge. Jeg har fået skrevet nogle blogindlæg og jeg har generelt bare overskud til at gide livet igen. 😉

 

 

Så status pt. er, at jeg ikke kan love jer en fast tilgang af nye indlæg, men jeg skriver så snart at ideerne melder sig. Planen er at opbygge et mindre lager af indlæg, så jeg har til resten af marts. 😉 Jeg håber I hænger på derude og ikke har opgivet mig totalt. Hvis I synes der er lidt for stille i perioder, så følg med over på min instagram. Der er jeg som regel aktiv, selv i de stille perioder på bloggen. 🙂

Posted in Personligt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *