MOTION SKAL VÆRE SJOVT OG IKKE EN PLIGT

I dette indlæg vil jeg snakke om motion og mit personlige forhold til det.

Jeg har været overvægtig siden jeg var lille, og det vil nok få mange til at tro, at jeg ikke rigtig har bevæget mig. Den myte vil jeg gerne kvæle og forklare hvad motion betyder for mig.

 

DENGANG DA JEG VAR LILLE

Jeg startede til gymnastik, som lille. Jeg er faktisk ikke sikker på om jeg stadig gik i børnehave eller om jeg var startet i skole. Lad os antage at jeg var startet i skole, så har jeg været 5 år.

Jeg ELSKEDE at gå til gymnastik. Jeg startede til almindelig gymnastik, som jeg gik til i flere år. Da jeg blev for gammel til det hold, der startede jeg til springgymnastik og senere hen til trampolin. Jeg stoppede inden for den gren, da jeg var ca. 12 år. Jeg stoppede, fordi jeg ikke helt følte mig tilpas på holdet, jeg elskede faktisk stadig trampolin, men for mig betød det også rigtig meget at der var et fællesskab og det følte jeg ikke der var længere.

 

Derefter startede jeg til svømning, men det holdte jeg ikke ved særligt længe, fordi jeg var rigtig bange for at give slip i vandet. Jeg var overbevist om at jeg ville gå til bunds og drukne. Faktisk har jeg stadig den frygt, men jeg arbejder på at overvinde den.

I en kort periode gik jeg også til folkedans, men det brød jeg mig ikke særligt om.

 

SÅ BLEV JEG TEENAGER

I mine teenage år dyrkede jeg ikke rigtig nogen sport. Jeg kunne ikke rigtig finde noget jeg synes var lige så sjovt, som jeg synes gymnastikken havde været.

I den sidste del af min teenageår, samt i starten af mine 20’ere der gik jeg meget i motionscenter.

Jeg H-A-D-E-D-E det! Jeg synes det var røvsygt og jeg kedede mig tre sekunder efter, at jeg var trådt ind af døren. Jeg fulgte bare normen. Det var det man gjorde, så det gjorde jeg selvfølgelig også.

 

Jeg tabte dog hurtigt interessen.

Midt i mine 20’ere der startede jeg med at gå til zumba og det var første gang jeg oplevede glæden ved motion, siden gymnastikken. Jeg ELSKER zumba. En overgang havde jeg 8 timers zumba om ugen.

 

NU ER JEG VOKSEN

Senere hen vendte jeg tilbage til træningscenteret, men i en kombination der bestod af zumba og styrketræning. Alt sammen holdtræning. Det var okay, men jeg tabte interessen.

 

Det jeg har fundet frem til er; at motion skal være sjovt.

Jeg synes simpelthen at træningscentre er SÅ kedelige. Jeg gider det virkelig ikke. Det siger mig ingenting at cykle eller løbe uden at komme nogen vegne.

Jeg elsker til gengæld at gå tur eller cykle en tur (dog ikke så meget i københavn, cyklister er sindssyge herinde). Jeg elsker at være ude i naturen og lade tankerne flyde.

Jeg elsker også dans. Dans er sjovt, og der er zumba altså bare en god kombination af dans og let træning. Jeg ligner en spade, men kæft jeg har det skægt.

Jeg er også ret vild med yoga, men helst hvor jeg selv styrer øvelser og tempo. Yogaen giver mig ro og skaber balance. Og til dem der ikke har prøvet yoga; det er hårdere end der ser ud til.

 

OVERVÆGT OG MOTION

Jeg føler stadig der er en norm der fremstiller træningscenterer som the shit. Derfor synes jeg det kan være svært at bryde ud af den norm og sige højt, at jeg finder det dødsygt.

Jeg føler det er endnu svære fordi jeg er overvægtig. Jeg føler med det samme folk tænker; ja det kan vi se.

Måske det bare er oppe i mit hovede det foregår, men det gør det ikke mindre svært.

 

Men her er det altså – jeg bryder ud af normen og siger; jeg elsker at danse, jeg elsker at mediterer og dyrke yoga. Jeg elsker at gå lange ture i naturen og kigge på alt det smukke.

Jeg hader til gengæld at gå ind i et center der stinker af sved, hvor jeg skal vente på at komme til en maskine, hvor jeg så kan stå og tvinge mig selv igennem en røvsyg øvelse.

 

 

 

Motion er vigtigt for at holde kroppen ved lige. Men lad os være ‘modige’ nok til at erkende at motion er mange ting. Motion er forskelligt fra person til person og til alle jer der elsker at gå i træningscenter; godt for jer! Jeg synes I er seje fordi I gør det der gør jer glade og bare rolig, jeg kommer ikke og optager jeres maskiner. 😉

Motion skal være sjovt, det skal ikke være en sur pligt!

Posted in Livsstil.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *