MAD OG SAMFUND

 

For et par dage siden sad jeg og stenede min Instagram feed, hvilket jeg gør ret mange gange om dagen, hvis jeg skal være helt ærlig. Jeg følger en del skønne kvinder på Instagram, fordi jeg lærer SÅ meget af deres kærlighed til dem selv og verden.

 

 

ER DU STADIG PÅ KUR?

En af dem der inspirerer mig mest er Grace Victory, som er både youtube’er, blogger og nyudklækket forfatter. Grace er meget åben omkring det faktum, at hun det meste af sit liv har kæmpet med en spiseforstyrrelse, og at hun har gået i terapi for bl.a. det i nogle år.

 

Grace var den der fik mig til at stoppe op og tænke efter en ekstra gang den dag. Hun havde delt et billede med teksten;

Ord der afslører, at du stadig er på kur;

  • snyde måltid
  • clean eating
  • fortjener
  • udrensning
  • lavt fedtindhold
  • Lavt kalorieindhold
  • slanke opskrifter
  • madplan (med henblik på vægttab)
  • IIFYM
  • ingen sukker
  • udfordring
  • dårlig/god mad
  • fleksibel slankekur
  • forbud
  • slankekur
  • tilladt mad
  • detox

 

Hold op en øjenåbner jeg fik!

Jeg har et forvrænget forhold til mad, som er et mønster jeg har tillært mig tidligt, men i særdeleshed i mine teenageår.

Jeg har i flere år sagt, at jeg ikke gider slankekur mere, for de virker ikke alligevel. Jeg taber mig en masse og så tager jeg en masse på igen. Da jeg så sad og læste denne liste igennem, opdagede jeg hvor forskruet et forhold til mad jeg i virkeligheden har.

 

Såkaldte eksperter fortæller os alle, hvad der nu er sundt, hvad der nu er in, hvad vores kroppe nu har godt af og de fleste af os hopper i med begge ben, mig selv inklusiv.

Vi tror på, at vores krop har bedst af at gå gennem detox, at den ikke skal have noget sukker, at vi skal gøre os fortjent til de syndige ting.

Hvor mange gange har I ikke læst overskrifter i magasiner og ugeblade, der minder om; “Syndige sunde desserter”, “Sunde desserter, der smager syndigt”?

Hvorfor er dessert syndigt? Ja, vi kan alle blive enige om at kroppen ikke har godt af at leve af sukker alene, men hvem ved sin fulde fem vil også gøre det mod sig selv?

 

 

LYTTER DU TIL DIN KROP?

Hvorfor er det, at vi ikke i stedet lytter til hvad vores krop fortæller os?

Hvis man virkelig mærker efter, så skal kroppen nok fortælle hvornår den er sulten – du behøver ikke spise efter et ur.

Den skal også nok fortælle dig hvad du mangler – fx så havde jeg i 2 måneder kun spist kød 2-3 gange. Pludselig skreg min krop efter kylling. Det var nærmest det eneste jeg kunne tænke på. Så jeg købte ind til en ret med kylling og efter at have spist det til aftensmad, så faldt min krop til ro.

Den manglede højst sandsynligt proteiner.

Vores krop er så meget klogere end vi giver den credit for!

 

Det her indlæg er ikke en opfordring til at smide alt sund fornuft over skulderen, eller for at sige at overvægt ikke er farligt for kroppen. Eller at man har et problem, hvis man går rigtig meget op i træning og kost.

Jeg forsøger bare at slå et slag for, at man overvejer hvorfor man lever som man gør. Gør man det fordi det føles rigtigt i krop og sjæl?

Eller er det fordi der findes en samfundsnorm (vestlig ‘sundhedsnorm’), som har ‘hjernevasket’ dig til at ignorerer din krops virkelige signaler?

 

Jeg har i hvert fald tænkt mig at smide alle de her ord direkte i skraldespanden!

Fremover vil jeg øve mig på at lytte til min krop i stedet. Jeg tror på, at den nok skal guide mig i den rigtige retning, både hvad angår mad og motion.

Please follow and like me:
Udgivet i Livsstil.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *