kropsidealer og selvbillede
Personligt

KROPSIDEALER OG SELVBILLEDE

 

I forbindelse med min Body-sds oplevelse blev der, som skrevet i tidligere indlæg, sat en masse tanker i gang hos mig. Tanker omkring min krop, mit sind og forbindelsen imellem.

Tanker om, hvorvidt jeg var i så god kontakt med mit følelsesliv, som jeg gik og troede.

 

 

GLAD FOR MIN KROP

På det sidste, har jeg tænkt rigtig meget over kropsidealer og de tanker dukkede op hos mig igen i mandags.

Jeg sad og tænkte over, hvornår jeg har følt mig bedst tilpas i min krop. Hvornår har jeg været gladest for min krop og hvorfor?

 

Jeg konkluderede, at det tidspunkt hvor jeg var gladest i min krop, ligger ca. 5 år tilbage.

I maj 2010 tog jeg en beslutning om at ændre mit liv og jeg begyndte derfor at kontrollere min kost, og dyrkede rigtig meget motion. Jeg blev gladere og på et år tabte jeg 30 kg.

Efterfølgende tabte jeg 5 kg mere over de næste par måneder, men så i efteråret 2011 begyndte jeg at miste gejsten og tage lidt på igen.

Det bringer os så frem til der hvor jeg mener, at jeg havde det bedst i min krop. Jeg havde taget lidt på igen, men jeg var glad, jeg havde det godt fysisk og psykisk, og jeg elskede den krop jeg så i spejlet.

Efterfølgende skete der ting i mit liv som vendte op og ned på mange ting, og det gjorde at jeg stille og roligt tog på i vægt. I dag vejer jeg mere end jeg nogensinde har gjort før.

 

 

TANKER HAR MAGT

Jeg har ofte spekuleret over, hvad det var der gjorde, at min vægt begyndt at stige igen og jeg har aldrig rigtig kunne løse mysteriet.

 

Hvad jeg nu er nået frem til er simpelthen, at det handler om mit eget selvbillede.

Da jeg begyndte at tage lidt på igen, tror jeg det handlede om at jeg inderst inde ikke ønskede at min krop skulle blive tyndere. Min hjerne var bare ikke okay med det, fordi jeg havde jo fået fortalt at jeg skal veje 75 kg. for at være normalvægtig.

Jeg ønskede brændende at være ‘normal’, så jeg ikke hele tiden blev dømt på min vægt frem for min person.

Så selv om jeg havde det fantastisk godt i min krop, så lyttede jeg ikke til hvad min krop fortalte mig. Jeg ignorerede dens signaler for at nå et samfunds deal.

Det blev jeg bund ulykkelig af og det gjorde, at jeg gik tilbage til at gemme mig bag mad og trøstespise. Det var ikke en spiral jeg magtede at stoppe, for den eneste måde det ville have været muligt, var ved at lytte til min egen krop.

 

 

KROPPENS SIGNALER

Til stadighed så har jeg svært ved at lytte til min egen krop. Faktisk er det først noget jeg er begyndt på i år. Skræmmende tanke ikke? Jeg har levet 30 år af mit liv, uden at lytte til de signaler min krop sender mig.

Det sidste år har jeg lært rigtig mange ting om mig selv. Bl.a. at jeg ikke har noget ønske om at være tynd. Jeg har det faktisk rigtig fint med, at være en kvinde med godt med sul på sidebenene.

Det er okay, fordi det er okay for mig. Det er der min krop og mit sind har det godt og så vil jeg ellers s…. på hvad samfundsnormen er!

 

Jeg er til gengæld ikke okay med, hvor min vægt er lige pt. og det skyldes ganske enkelt, at min krop ikke er glad. Den er ikke i balance, den fungerer ikke som den skal og det er ikke okay.

Så der ligger en lang rejse forud for mig. En rejse, hvor jeg skal have forbundet mit sind og min krop, sådan at jeg kan gøre min krop glad igen.

 

 

ELSK DIG SELV

I mandags spurgte Tom ind til min ‘LOVE’ tatovering på fingeren. Jeg fortalte, at jeg havde fået den lavet som et symbol og en påmindelse.

Den er et symbol på mig som menneske, da jeg har en enorm kærlighed til livet, mennesker og de små ting. Det er min grundfølelse i livet.

Den er også en påmindelse om, at det er okay at elske mig selv.

 

Toms reaktion på det sidste gav mig virkelig noget at tænke over. Han udbryder; ‘Ja selvfølgelig. Hvorfor skulle du ikke elske dig selv? Vi mennesker er en mærkelig art. Tror du nogen dyreart ville stille spørgsmålstegn ved om det var okay at elske sig selv?’

Og manden har jo ret! Hvorfor er det ikke det mest naturlige i verden at elske mig selv? Så det må være mit udgangspunkt og det jeg skal lære.

 

 

Please follow and like me:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk