HVOR GÅR VI HEN NÅR VI GÅR?

For en måned siden på dato mistede jeg min mor. Min mor døde hjemme i sin seng tidligt en fredag morgen. Uden nogen form for ‘advarsel’ i form af sygdomsforløb eller andet.

Jeg har stadig ikke helt forstået det.

Jeg ved godt hun er væk, men det er som om min hjerne lader mig mærke sorgen lidt ad gangen. Det er som om den ved, at lod den mig føle det hele på én gang, så ville jeg gå i tusind stykker.

 

 

HVORDAN GIK DER EN MÅNED

Dagen efter min mor døde, der sad jeg og tænkte; hvordan lever jeg uden min mor? Hvordan kan man leve sit liv uden den vigtigste omsorgsperson?

Jeg er muligvis 32 år, men min mor var lige til det sidste stadig lig med tryghed og omsorg for mig. Duften af min mor eller lyden af hendes stemme var noget af det meste beroligende. Det er nok en ren biologisk ting. Jeg er trods alt brugt 9 måneder på at ligge trygt i mors mave.

 

Jeg ved stadig ikke, hvordan jeg skal eksistere uden hende, men på trods af det er der allerede gået en måned. Jeg forstår det ikke. Jeg føler at det var i går.

 

HVOR GÅR VI HEN NÅR VI GÅR?

 

HVOR GÅR VI HEN NÅR VI GÅR

Vi sagde et smukt farvel til min mor fra Køge sygehus‐kapel knap en uge efter hendes død. Jeg frygtede den dag, fordi jeg så mange gange før har oplevet hvordan sorgen igen bliver rå, som de første dage efter man har mistet. Som om plasteret bliver hevet af og helingen skal starte forfra.

 

Jeg føler dog at det var helt i min mors ånd – det var smukt og fredfyldt. Jeg føler vi ærede hende på den bedste måde vi kunne. Jeg gik derfra med en ro i sjælen i stedet for en forstærket sorg.

 

Nu sidder jeg kun tilbage med et eneste spørgsmål; hvor går vi hen når vi går?

Please follow and like me:
Posted in Personligt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *