GRÆNSER OG KONFLIKTER | SMÅBØRN

Inden jeg tager rigtig hul på det her indlæg, så vil jeg gerne slå fast, at jeg ikke ved hvordan det er at være forældre. Jeg ved ikke hvordan det er, at have ansvaret for et lille menneske og være overvældet af kærlighed til selv samme lille menneske.

Jeg kan derfor kun tale ud fra et pædagogfagligt synspunkt og jeg ved, at jeg bevæger mig ind på et ømtåleligt emne. Jeg tager dog chancen, fordi jeg synes det er vigtigt at drøfte.

 

GRÆNSER OG KONFLIKTER

I de 6 år, hvor jeg har arbejdet som pædagog i vuggestue, der har jeg mødt virkelig mange forældre der har svært ved at sætte grænser. Som har svært ved at sige nej og håndtere et hysterisk udbrud fra deres barn. Nogle forældre har svært ved det, at de direkte spørger personalet i vuggestuen om ikke de kan være ‘bussemanden’, så de selv slipper for konflikten med deres barn.

Jeg undres over udviklingen. Mest af alt så er jeg virkelig bekymret for, hvilke generation af unge mennesker der kommer ud af disse børn.

 

 

UDVIKLINGEN

Jeg tænker, om vi har fået etableret en samfundskultur, hvor forældre reelt set har meget lidt tid sammen med deres børn i hverdagen. Børnene er i gennemsnit i institution halvdelen af deres vågne timer. I de resterende timer skal hverdagens praktiske gøremål som morgenrutine, aftensmad, bad o.s.v. klares.

Jeg mistænker disse forældre for, at have konstant dårlig samvittighed over for deres barn. I særdeleshed i deres barns første leveår, hvor det er ekstra hårdt at gå fra dem i dagplejen eller vuggestuen.

Det er som om, at tiden sammen med deres barn er blevet så kostbar, at den ikke må forstyrres af konflikter og sure børn. Jeg har oplevet at et barn, der var møg træt efter 9 timer i institution, brød totalt sammen i gråd og raseri, da han så hans mor. Moderen satte sig ned ved siden af sit barn, kiggede opgivende på ham og sagde; “Øv at du er så sur, jeg har sådan savnet dig og glædet mig til at se dig.”

Og ja, vi kan da hurtigt blive enige om, at et barn der er glad, er 100 gange sjovere at være sammen med, end et barn som man skal slæbe hjem, fordi han eller hun er møg hysterisk af træthed. Moderens kommentar fortæller bare også noget om, hvor problematikken måske ligger.

 

 

KONSEKVENSEN

Desværre ser jeg en konsekvens jeg synes er rigtig skidt. Vi ender op med frustrerede, forvirret børn.

Børn der har svært ved at indgå i sociale relationer med andre børn og som tit ender i konflikter. Børn der bryder helt sammen i gråd eller får enorme vredesudbrud når de får et nej til noget de vil. De er vant til at blive føjet og hørt hele tiden og det er bare ikke virkeligheden i institutionslivet.

Min bekymring er, at disse børn går en hård tilværelse i møde, hvis ikke der sker ændringer. De bliver slemt skuffet hvis de tror, at verden indretter sig efter dem. At man ikke behøver at tage ansvar eller at de får alt de vil have.

Misforstå mig ikke, børn skal forkæles. De skal elskes, krammes og aldrig være i tvivl om, at de har værdi. Der er dog ikke lighedstegn mellem det og ingen grænser.

Jeg er ikke i tvivl om, at det er hårdt når ens barn bliver ked af det eller vred på en. Jeg tror bare at det gør halvt så ‘ondt’, at forældre sætter grænser end at vuggestuen gør.

 

 

 

Så kære curling-forældre, min bøn til jer er; tag ansvar!

Det er okay at sige nej, også selv om det ender i et hysterisk anfald fra jeres barn. Det er ikke farligt eller pinligt, det sker i alle børnefamilier fra tid til anden. Lær jeres barn at dele og at give plads til andre, for det gør tilværelsen lettere for dem.

Samtidig er der chance for, at vi kan få ændret på vores samfunds egoistiske virke på sigt.

 

Posted in Pædagogen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *