GODE FORÆLDRE OG SOCIAL ARV

Lige før jul sad jeg og så filmen ‘En Chance Til’ af Susanne Bier på Netflix. Som de fleste andre af Susanne Biers film, så stiller denne film også spørgsmålstegn ved vores billede af samfundet og af rigtig og forkert.

For mig satte den nogle tanker igang om, hvornår man er gode forældre.

 

 

SOCIAL ARV

I det pædagogiske fag, samt i flere andre fag som samarbejder med familier, der bruger vi meget begrebet social arv, som en negativ referenceramme.

Social arv betyder i sin enkle form, at et menneske overtager viden, holdninger og personlighedstræk fra forældrene.

 

Vi er alle et produkt af social arv. Vi bliver alle formet af det miljø vi vokser op i.

 

Pædagoger, sundhedsplejersker, psykologer og lignende arbejder med social arv som en fælles forståelse af, at mennesket viderefører og bliver bærer af belastende livsomstændigheder og reaktionsmønstre, lig med forældrenes.

Jeg har på det seneste debatteret social arv med personer, som ikke er præget af den faglige synsvinkel, som jeg selv er. Under disse debatter, der kom vi ind på, hvorvidt social arv er en undskyldning for ikke, at gøre noget for at forbedre sit eget liv og lære af de erfaringer man har med i sin rygsæk.

Jeg kan sagtens forstå tanken. I mit faglige virke har jeg dog også mødt mennesker, som ganske enkelt ikke har ressourcerne til, at foretage disse ændringer på egen hånd. Ikke alle mennesker er i stand til selv at ændre retning for deres liv. De behøver mennesker der viser dem vejen og holder dem i hånden et godt stykke op af før udpeget vej.

Er disse mennesker så svage?

 

 

NEGATIV SOCIAL ARV

Som pædagog, så arbejder jeg mest med social arv i forhold til forældrerollen. Det handler om, at vurdere hvorvidt et forældrepar skader deres barn, fordi de er mærket af en negativ social arv.

Det er her filmen satte gang i tanker for mig. Filmen skildrer bl.a. et enormt omsorgssvigt af et lille spædbarn. Jeg vil ikke et sekund forsvare disse forældre. Barnet burde fjernes øjeblikkeligt. Dog fik det mig til at tænke over, hvornår der er tale om dårlige forældre i forhold til social arv.

Jeg oplever, at vi i det pædagogiske fag kan have en tendens til, at snakke om negativ social arv når vi møder forældre, hvis IQ er lav, hvor børnenes tøj stumper lidt ved ben og ærmer, hvor børnene kommer i institution og er beskidte om næsen og har uredt hår. Der hvor man fysisk kan se, at forældrene ikke har øje for de mest almene ting.

Jeg har dog lyst til, at sætte spørgsmålstegn ved denne antagelse.

 

 

gode forældre og social arv

 

 

FORÆLDREROLLEN

Er man en dårlig forældre, fordi børnene godt kunne bruge et ekstra bad om ugen? Eller fordi tøjet ikke altid bliver kaseret i tide, eller arves fra familie og venner? Kunne det tænkes, at disse børn ellers overøses med kærlighed? At forældrene er sammen med deres børn derhjemme og leger med dem? Kunne det tænkes, at de bruger tid med deres børn, selv om de ikke er mennesker, der er verbalt stærke nok til at forklare sig?

Kunne det tænkes, at de forældre der afleverer deres barn med lækkert mærketøj, badet, nyfriseret og med et nyt stykke legetøj i hånden, er de dårlige forældre?

Kunne det tænkes, at netop de forældre har købt tøjet og det nye legetøj til deres barn, af dårlig samvittighed? At de har arbejdet så meget, at de ikke har haft tid til at være sammen med deres barn? Kunne det tænkes, at det eneste samvær de har haft med deres børn, var da de gav dem et bad aftenen før?

Dømmer vi negativ social arv ud fra stereotyper?

 

 

HVAD DEFINERER EN GOD FORÆLDER?

Ud fra både faglig og personlig holdning, så er en god forælder i min optik; en forælder der er til stede.

Det er en forælder som forstår, at når man har sat et barn i verden så er det vigtigt, at man er følelsesmæssigt tilgængelig for barnet. Barnet har brug for nogen at spejle sig i og har brug for, at føle sig tryg og beskyttet.

Føler man sig mere tryg og beskyttet, fordi man er iført smart tøj? Er det ikke bare overfladisk? Især når man snakker om det lille barn, så vil jeg vove den påstand, at det er forældrenes behov.

Måske lyder det som om, jeg er modstander af mærketøj. Det er jeg på ingen måde, så længe barnet føler sig tilpas i det. Jeg er til gengæld modstander af, at man bedømmer mennesker – og menneskers forældreevne, ud fra ydre omstændigheder.

Forstå mig ret. Selvfølgelig skal barnet have tøj på der svarer til årstiden og de skal ikke gå med indtørret møg på kroppen. De skal generelt set, have mødt deres basale behov.

Men vigtigst af alt; DE SKAL ELSKES! Forældre der elsker deres børn, vil som udgangspunkt aldrig gøre deres barn ondt. Nogle forældre skal måske nok støttes i nogle anliggender, men denne støtte hænger ikke sammen med indtægt og sociale lag.

Jeg har stået over for højtuddannede forældre, og måtte forklare dem ting. Fx at deres barn har brug for 3 ugers sommerferie, fordi de ligesom dem selv, har lange dage og er trætte.

 

 

 

Hele min pointe med dette indlæg er, at slå et slag for, at vi overvejer situationen en ekstra gang. At vi forsøger, at se alle vinkler før vi svinger vores stempel; social arv.

 

Please follow and like me:
Posted in Pædagogen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *