FORBANDEDE BARNDOM | BOG AF SAPRAN

FORBANDEDE BARNDOM | BOG AF SAPRAN

Jeg har længe overvejet at læse ‘Forbandede Barndom’ en bog hvor Sapran Hassna fortæller om sin egen og hendes tre søstres opvækst. Fra den dag hvor deres far dræber deres mor og tiden på institutioner både før og efter det helvede, hun og hendes søstre gennemlevede hos en plejefamilie lidt uden for Skælskør.

 

Dokumentaren

Tilbage i februar 2016 sendte TV2 dokumentaren ‘Anbragt i helvede’ (dok. kan ses på Tv2Play), hvor de tre yngste søstre fortæller deres historie og hvor de tager tilbage og ser de to gårde hvor de boede, mens de var anbragt hos Gunnar og Lise.

Jeg blev virkelig berørt af søstrenes historie og jeg husker at jeg stortudede gennem det meste af dokumentaren. Hvad de er gået igennem er så frygteligt, at man har svært ved at forstå, hvordan de stadig formår at fungerer. De har så dybe ar på sjælen, at det er beundringsværdigt, at de står her i dag.

Det er nogle stærke unge kvinder og jeg beundre dem enormt for det mod de har udvist ved at fortælle deres historie!

 

Saprans bog

Siden dokumentaren har jeg mange gange stået i boghandlen med Saprans bog i hånden, men jeg har sat den tilbage hver gang.

Jeg følte mig ikke klar til at læse hendes historie. Selv om at jeg havde set dokumentaren, så var jeg ikke i tvivl om, at der var mere at fortælle. At Sapran havde en historie hun ville fortælle, uden at nogen redigerede i den, satte spørgsmålstegn ved den eller afbrød hende.

 

Igår købte jeg bogen. Da jeg kom hjem gik jeg ned i gården og satte mig i solen, tog musik i ørene og åbnede bogen.

Jeg måtte flere gange lægge bogen fra mig og kigge på de smukke blomstrende frugttræer omkring mig. Minde mig selv om; at verden ikke kun er ren ondskab. En følelse af håbløshed skyllede ind over mig når jeg læste Saprans ord.

En foragt for mennesker som Gunnar og Lise der ikke kan beskrives, og en inderlig vrede og frustration over vores dårlige velfærdssystem, som jeg desværre ikke rammes af for første gang.

 

Jeg har så inderligt svært ved at forstå, hvordan pigernes opvækst skulle være så grusom – hvorfor ingen gjorde noget, tog en endelig beslutning. Jeg afskyr, at nogen overhovedet har betvivlet eller helt afvist pigernes beretninger, både under og efter deres tid hos Gunnar og Lise.

Ydermere er det mig en gåde, hvordan kommunen har samvittighed til overhovedet at stille spørgsmålstegn ved pigernes beretning, eftersom de i deres arkiver havde op til flere henvendelser fra fagpersoner, der bekymrede sig for pigerne.

 

Jeg fældede ikke en eneste tåre mens jeg læste bogen, men da jeg havde vendt sidste side og lukkede bogen i, så væltede tårerne frem. Jeg græd af nøjagtig samme årsager, som da jeg så dokumentaren; vrede, afsky, håbløshed og skam.

Jeg skammer mig over, at vi kan have omtrent verdens rigeste velfærdssystem og så fungerer det så brand dårligt! Der findes ingen undskyldning for det pigerne gennemlevede. Ingen.

 

Hvorfor spurgte ingen?

En passage fra bogen, der har sat sig særligt fast hos mig, er da Sapran fortæller om retssagen mod Gunnar.

Her møder Sapran pædagogen Helle, som i en kort periode var ansat hos Gunnar og Lise. Da de snakker sammen spørger Helle; “Hvorfor sagde I ikke noget dengang? Jeg ville ønske, I havde fortalt, hvordan I havde det.”

Sapran beskriver, hvordan hun ikke vidste hvad hun skulle svare til det spørgsmål, men senere hen ærgrede det hende, at hun ikke havde givet Helle det eneste logiske svar der var på det spørgsmål; “Hvorfor spurgte du ikke?”

 

Sapran rammer en rigtig vigtig pointe her. Hvorfor spurgte ingen ind til hvad der foregik?

De havde mistanke om, at noget ikke var som det skulle være, men ingen spurgte pigerne ud om hvad der foregik. Ingen kan forlange, at børn der er skræmt fra vid og sans, er blevet truet med vold, død og ødelæggelse, ikke alene for dem, men også for deres søstre, frivilligt søger voksne og fortæller hvilke grusomheder de udsættes for. Det er dælme de voksnes ansvar at finde svaret.

Jeg er helt med på, at det ikke er ganske ligetil. Gunnar og Lise var jo ikke dumme, de udførte deres ondskabsfuldheder så udspekuleret, at det var svært at afsløre dem.

Det undskylder dog ikke 6 år i plejefamiliens varetægt!

 

Få så hovedet op af sandet!

Vores kultur bygger på en ideologi om, at man ikke ‘lufter sit beskidte undertøj offentligt’. Vi er som folkefærd meget private mennesker og vi blander os ikke ret gerne i naboens sager.

Det er en kulturarv der også følger os ind i det faglige felt. Vi har berøringsangst.

Vi er så bange for at klandre nogen for noget, der viser sig ikke at være sandt, at vi heller lader det ligge, hvis der ikke ligefrem er konkrete beviser, der ikke kan fortolkes. Det vil sige; i de fleste tilfælde gør vi ingenting.

 

Her vil nogen måske påstå, at jeg er meget farvet i min konstatering, at jeg mangler konkrete tal der beviser min påstand. Måske har de ret, men jeg synes vi har hørt om tilstrækkelig mange tilfælde af børn og unge der bliver så voldsomt svigtet af vores samfund, at jeg kan konkludere at min antagelse nok ikke er så langt fra virkeligheden – desværre.

Som fagpersoner har vi skærpet underretningspligt. Det er os (i min optik) ikke ‘undt’, om du vil, at lade tvivlen komme nogen til gode. Vi bør undersøge tingene til bunds, vi bør reagere, men det kræver at alle reagerer.

For hvad hjælper det, at læreren eller pædagogen lave en underretning, hvis den ikke bliver læst af socialrådgiveren der modtager den? Hvad hjælper det at socialrådgiveren læser den, hvis man højere op i hierarkiet henlægge sagen i papirkurven?

 

Jeg kan og vil ikke accepterer, at det her er vores Danmark. Lad os nu for helvede få pakket den der struds mentalitet langt langt væk og få hovedet op af sandet!

Posted in Pædagogen, Samfund.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *