FORÆLDRE PÅ TRIBUNEN

I sidste weekend, der var jeg med min bonus familie i hallen for at se den ældste af børnene spille håndboldkamp.

Pigerne havde mødt deres modstandere i en tidligere kamp, så de var godt klar over, at de mødte et hold der var dygtigere end dem selv. Pigerne gik dog på banen med godt mod og spillede en rigtig flot kamp. De tredoblede deres målscore fra sidste kamp, mod samme hold.

 

DÅRLIG SPORTSÅND

Inden kampen går i gang, der bliver pladserne omkring os optaget af forældre til spillerne på modstanderholdet.

Det står hurtigt klart, at det er forældre som går rigtig meget op i spillet og hepper på egne og hinandens børn. Det er der intet galt i – lige indtil at der er.

Målmanden fra hjemmeholdet bliver ramt af en bold midt i ansigtet. Modstanderholdet har god kraft på bolden, så det har uden tvivl gjort møgondt.

Hun begynder at græde og bliver skiftet ud, sådan at hun kan komme ud og få noget koldt på. Allerede her begynder forældrene omkring os at sukke dybt og der viskes lidt i krogene.

Jeg kan mærke min irritation blusse op, men jeg forsøger at holde den i ro. Det skal dog vise sig at blive noget af en udfordring. Forældrene går meget op i hver eneste mål og sidder højlydt og tæller målene sammen.

Jeg sidder og spekulerer over, hvorfor det nøjagtige tal er så vigtigt, taget i betragtning af, at de er sikre på en sejr. Jeg har svært ved at forstå, hvorfor det har så stor en betydning.

 

Endnu en af hjemmeholdets spillere bliver ramt af en bold midt i ansigtet. Hun bliver ked af det og bliver skiftet ud for at sunde sig lidt på bænken.

Forældrene omkring os begynder højlydt at diskuterer, hvor ringe pigerne tager det på hjemmeholdet. Hvordan de burde få lidt hår på brystet og lære, at det er en del af spillet at komme til skade.

Hvad der dog får min hjerne til at eksploderer, er da en far udtaler “Stik dem en tudekiks.” og de andre forældre ler med på hans joke.

 

Vi snakker om børn på 10 år! 10 år. Ja, man risikerer at få en bold i hovedet i håndbold, men alle ved også at det gør møgondt!

Når man er 10 år, så er det på alle måder okay, at man ikke bare bider smerten i sig.

Jeg synes det er mega dårlig sportsånd. En sportsånd, som de giver videre til deres egne børn.

 

 

 FRATAGES GLÆDEN

Samtidig kan jeg ikke lade vær med at tænke, hvor træls det må være at være disse menneskers børn.

Jeg synes det er helt fint, at man opfordrer sine børn til at forbedre sig. Jeg synes sågar også, at en smule konkurrencegen kan være gavnligt.

 

Desværre, så synes jeg det er virkelig ærgerligt at høre forældre råbe ‘gode råd’ til deres børn fra sidelinjen. Råd som bliver leveret på en måde, hvor de meget hurtigt kan tage gejsten fra børnene i stedet for at opmuntre dem.

 

Hvordan mon det føles at være 10 år gammel og få følelsen af, at mor og far synes man yder en dårlig indsats på banen?

 

 

TÆNK JER OM

Så kære forældre på tribunen. Jeg har en lille bøn til jer; tænk jer om!

Tænk over, hvordan I levere de gode råd til jeres børn. Tænk over hvordan I opmuntrer dem til at yde deres bedste, uden at det overvælder dem og ender med at tage glæden ud af sporten.

 

Hvad der er lige så vigtigt; tænk over hvad I lærer jeres børn om god sportsånd.

Ordsproget “tab og vind med samme sind” er en meget god rettesnor her. Fedt at jeres børn er dygtige, men lær dem at være respektfulde overfor deres modstandere, lige meget hvad.

En dag bliver de måske taberne og hvordan føles det mon så, når mor og far tydeligt har udvist, at taberne ikke er værd at respektere?

Som voksne har vi et ansvar. Vi har et ansvar for at lære børnene at mobning ikke er okay. Det gælder også på tribunerne.

Please follow and like me:
Posted in Samfund.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *