FØLELSEN AF DEN ÆGTE KÆRLIGHED

I tråd med mit indlæg omkring dating, så tænker jeg, at jeg vil tage et emne op, som jeg har gået og tænkt en del over. Nemlig; den ægte kærlighed.

 

 

MINE FORHOLD

Jeg kommer fra en familie, hvor min forældre, samt mine mostre og min morbror er blevet sammen med den partner de fandt i deres ungdom. Mine forældre har snart været sammen i 50 år og været gift i snart 38 år.

Som teenager forestillede jeg mig, at jeg ville finde en mand tidligt i livet og få børn tidligt. Nu er jeg snart 32 år og jeg har stadig ikke fundet manden i mit liv eller fået børn.

 

Jeg har været smaskhamrende forelsket i en fyr da jeg var 22 år. Sådan ala sommerfugle i maven, måtte bare være tæt på ham, fjollet smil klistret på fjæset konstant – forelsket. Vi var bare ikke et godt par, og det ville aldrig nogensinde have holdt eller været gavnligt for nogen af os.

 

Så har jeg kendt en fyr, som fik mig til at grine og som forstod min humor, fordi hans egen er absolut lige så sort og småpervers som min. 😉 Vi fik det heller aldrig til at fungerer.

Vi brugte mange år på det, men i sidste ende der endte vi med at såre hinanden på en måde, hvor et venskab ikke engang er muligt.

 

Så har jeg været kæreste med en fyr, som fik mig til at føle mig tryg. Som fortalte mig hvor dejlig han synes jeg er og som udfordrede mit verdenssyn. Vi holdte heller ikke, men vi har stadig et venskab og jeg elsker, at vi stadig kan have interessante samtaler om politik, livet, følelser og alt andet mellem himmel og jord.

 

 

Hvordan er det at være forelsket?

Det er ligesom at have fødselsdag i maven.

-Mia, 7 år

 

 

HVORDAN VED MAN DET ER RIGTIGT?

På baggrund af ovenstående – opvækst og egne kærligheds erfaringer  – så har jeg tænkt meget over følgende;

Hvordan føles det når man finder den rigtige? Skal der være sommerfugle i maven fra start? Skal det være den store blændende forelskelse eller fysiske tiltrækning? Eller starter de bedste forhold stille og roligt? Er det der hvor man tænker ‘her er et menneske, som jeg tror jeg kan komme til at elske dybt.’?

 

Personligt så ved jeg det ikke. På den ene side set, så synes jeg det lyder lidt trist hvis man vælger en partner, på baggrund af et håb om en dag at elske vedkommende. På den anden side set, så er forelskelse jo bare en kemisk ting i hjernen. Og bare fordi den kemiske reaktion opstår er det jo ikke sikkert, at der er grobund for et forhold.

Jeg har ikke knækket koden endnu. Jeg tænker nogen gange, at den store hæsblæsende forelskelse er en illusion, som vi (især det kvindelige køn) har taget til os gennem teenageårenes (og voksenlivets) romantiske komedier. De fleste som jeg kender der er i et længerevarende forhold siger i hvert fald, at det ikke var den der stormende forelskelse.

 

 

Et godt ægteskab er, når den ene laver kartofler og den anden laver sovs.

-Bolette, 10 år

 

 

Hvad tænker I om det? Hvad er jeres personlige erfaringer?

Please follow and like me:
Udgivet i Livsstil.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *