FARVEL 2018
Personligt

FARVEL 2018

FARVEL 2018

 

Det er blevet tid til at gøre status over endnu et år. Et år, som har budt på ekstrem glæde, voldsom frustration, angst og kæmpe sorg. Et år, som jeg nok aldrig kommer til at fortrænge.

 

 

DE GODE MINDER
  • Min første Shinedown koncert, samt 3 koncerter efterfølgende – Det er noget af det vildeste jeg har oplevet længe. Det var en kæmpe drøm, der gik i opfyldelse for mig og jeg var stjerne lykkelig!
  • VIP med Shinedown – min far gav mig den bedste fødselsdagsgave i år. VIP og backstage-pass til mig og to mennesker jeg holder rigtig meget af. Det bliver bestemt ikke sidste gang, at jeg skal til VIP med Shinedown. I øvrigt var det min første VIP oplevelse nogensinde.
  • At møde de fire mænd der udgør Shinedown og sludrer med dem efter koncerterne. De er ganske enkelt nogle af de mest coole mænd på den her planet!
  • En fantastisk smuttur til både Hamborg og London med min Stins. – Ud over koncerterne vi oplevede på de to rejser, så var det også bare helt igennem fantastisk at være sammen med min Stins og lave noget som gav os begge en pause fra et dumt år.
  • Felix flyttede ind. – Jeg synes det var ret hårdt og svært i starten med den lille fis, men vi har fundet hinanden nu og jeg elsker den lille krøltop og alt den energi og kærlighed han bringer med sig.

 


 

DE TRISTE MINDER
  • Min mors død. – Det er det værste telefonopkald jeg nogensinde har fået i hele mit liv, og jeg har fået nogle stykker af den slags. En fredag morgen, siddende i min seng, der gik mit hjerte i tusind stykker. Jeg har brugt det sidste halve år på, at samle det igen, der vil dog for evigt være et stykke der mangler.
  • Kampen med min egen psyke. – Jeg har kæmpet en brag kamp hele året for at holde mig selv ovenvande. Det har jeg gjort i mange år, men i år føler jeg det har været ekstra svært. Jeg er træt. Træt af at holde sammen på mig selv, leve et liv i bølger og aldrig have balance. Heldigvis ser det ud til at kunne lysne i det nye år.
  • Årsdagen for min mosters død og bisættelse. – Av! Datoen for hendes bisættelse var ekstra svær, fordi det samtidig var et halvt år siden min mor døde. Jeg brugte dagen i fosterstilling på sofaen under et tæppe. Hvis jeg havde talt med nogen, så havde ordene hurtigt været kvalt i tåre.

 

 

BLOGGEN OG STATUS

Den 1. januar i år udgav jeg et indlæg, hvor jeg listede mine mål for bloggen i 2018. De mål var;

  • At øge bloggens læsertal.
  • At skrive minimum 190 indlæg.
  • At gøre bloggen til en indtægtskilde.

Samtidig lovede jeg mig selv, og jer, at jeg ville skrive indlæg der kom direkte fra hjertet. Indlæg der var skrevet ud fra tesen “ingen læser med”.

Jeg har øget bloggens læsertal. Ikke drastisk, men jeg kan se, at flere og flere er begyndt at læse med. Jeg tror i høj grad det skyldes, at jeg har holdte mit løfte; jeg har skrevet indlæg med hjertet.

Til gengæld har jeg ikke skrevet ret mange indlæg. Faktisk når jeg kun op på 49 indlæg. Det er der flere grunde til. Den ene ligger faktisk i det sidste mål.

Allerede i marts måned, der indså jeg, at jeg faktisk ikke har lyst til at gøre bloggen til en indtægtskilde. Det har jeg ikke af den simple årsag, at bloggen er mit frirum. Bloggen er der, hvor jeg deler ud af mine tanker, mit liv og min sjæl.

Jeg føler at balancen bliver brudt, hvis jeg skal gøre det arbejde der skal til for, at gøre min blog til mit job. Måske det kommer en dag, hvem ved, men det bliver ikke foreløbig.

Jeg har ikke skrevet et eneste indlæg i næste 3 måneder, hvilket også har været med til, at antallet af indlæg er lavt.

Jeg har åbnet bloggen mange gange. Jeg har opdateret diverse programmer og jeg har endda forsøgt at skrive et par indlæg. Det var dog som om ordene ikke rigtig ville finde den rigtige rækkefølge. Sorgen var stærk, min psyke var fucked og jeg var træt med træt på. Det synes jeg ikke der var nogen grund til at dele her.

 

 

BLOGGEN I 2019

Jeg kan mærke at jeg savner at slå fingrene i tastaturet, så jeg vender stærkt tilbage i det nye år. Hvor mange indlæg jeg kommer til at levere, ja det må tiden vise.

Jeg kan dog love jer, at jeg stadig vil skrive indlæg der kommer direkte fra hjertet. Jeg vil også genoptage den nye kategori jeg har tilføjet i år; ‘Bare kald mig Lorelai’. For når alt kommer til alt, ja så er jeg stadig lige så klodset og mærkelig som altid. 😉

Lige nu er planen også, at jeg vil tage jer med på en meget personlig rejse, som kommer til at præge mit 2019. Det er dog også meget sårbart, fordi der er så meget stigma omkring psykisk sygdom. Jeg skal derfor lige samle modet til det. Jeg har dog lovet mig selv at prøve, for mit mål her på bloggen er stadig at bryde tabuer og være tro ved mig selv.

 

 

Jeg ønsker jer alle et lykkebringende nytår! Tak fordi I fortsat læser med – vi skrives ved i det nye år! <3

FARVEL 2018

Please follow and like me:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk