DU ER SKØN NOK TIL AT VINDE I LUDO

Da jeg var yngre troede jeg, at der fandtes en hurtig vej til at lære at elske mig selv og min krop. Mand, hvor blev jeg klogere.

Det er hårdt arbejde, ikke mindst fordi din hjerne gør alt hvad den kan for at modarbejde dit følelsesliv. Når du har brugt rigtig mange år på, at fortælle dig selv, at du ikke er god nok, lækker nok eller hvad dit mantra nu har været, ja så vil hjernen holde fast i det mantra, fordi det er blevet dens sandhed.

Hjernen er lumsk på den måde. Så at lære, at elske sig selv tager tid – længere tid end du håber på.

 

 

ET SPIL LUDO

At lære, at elske sig selv kan føles lidt som at spille ludo mod din hjerne. Du er halvvejs over spillepladen og bedst som du tror, at det sidste stykke vil gå nemt og smertefrit, så slår din modstander, aka din hjerne, dig hjem.

Det kan virke som en håbløs opgave, at slippe forbi din modstander og rent faktisk vinde over den, når først du står i dit ‘hjem’-felt og skal hele vejen rundt på pladen igen. Ligesom i Ludo, så står du dog ikke i dit ‘hjem’-felt uden at have lært noget.

I ludo har du lært noget om din modstanders strategi. Om hvordan de tænker, hvornår de slår til, hvornår de satser. Den samme lærdom har du gjort dig, når det kommer til at lære at elske dig selv.

Du har lært noget om, hvornår din hjerne slår til. Hvornår den begynder at råbe op om, at du ikke er noget værd eller at du bilder dig selv en løgn ind når du siger du har det bedre i din krop.

 

 

SLÅ DIN HJERNE HJEM

Når først du har regnet din hjernes mønster ud, så handler det om at ruste dig selv til kampen. Find ud af, hvad det er der får din modstander til at tøve.

Jeg har lært, at det der får min hjerne til at tøve, er når jeg føler mig skøn.

Jeg føler mig skøn når jeg har eksfolierede min hud, lagt en lækker ansigtsmaske eller taget et fodbad.

Jeg føler mig også skøn når jeg har spist noget mad, som jeg kan mærke min krop føler er dejligt at modtage. Eller når jeg har grinet til jeg har helt ondt i maven. Følelsen af at være glad giver mig nemlig selvtillid og selvtillid giver mig en følelse af, at være ovenpå.

Når jeg føler mig skøn, så har jeg overskuddet til, at tage kampen op og overhale min hjerne på ludo‐spillepladen. For når min hjerne forsøger at slå mig hjem, så kan jeg stikke den én og fortælle den, at jeg vinder til sidst, fordi jeg er nemlig skøn, som jeg er!

 

 

DU ER SKØN

Du sidder måske og tænker; “Det lyder så simpelt når du siger det, men sandheden er en anden.”

Hvis du tænker det, så har du ganske ret. Det er ikke simpelt, det er hårdt arbejde.

Det kræver øvelse, at stå imod ens egne tanker. Jeg lover dig dog, at det bliver nemmere, hvis du har været god mod dig selv i lang tid. For jo bedre du behandler dig selv og forkæler din krop og sjæl, jo svære bliver det for din hjerne, at overbevise dig om, at den kan slå dig tilbage til start.

 

 

Så sæt dig ned og tænk godt efter; hvad får dig til at føle dig skøn?

Hvornår er det du har mest lyst til at gå ud i verden og tage imod den med åbne arme?

Og gør så netop det du kommer til at tænke på!

At passe på dig selv og at unde dig selv det bedste, det er vejen til at elske dig selv.

 

DU ER SKØN NOK TIL VINDE I LUDO

Please follow and like me:
Udgivet i Livsstil.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *