DEN SKINBARLIGE SANDHED

For nogle dage siden sendte en ven mig et link til en artikel, som han tænkte jeg muligvis ville finde interessant på baggrund af mit indlæg omkring dating.

Han havde fuldstændig ret og hvad jeg fandt lige så interessant var den samtale vi havde, da jeg havde læst artiklen.

Den skinbarlige sandhed kom frem og den har jeg nu tænkt mig, at dele med jer.

 

 

DATING OG DENS SKINBARLIGE VIRKELIGHED

Som jeg skrev i mit indlæg om dating, så føles det virkelig op ad bakke når man modtager kommentarer omkring ens krop før fyren overhovedet har forsøgt sig med et hej.

Det er ikke kun som overvægtig at dette er en realitet. Det er sådan det er at være kvinde.

 

Som kvinde skal man forberede sig på, at modtage beskeder om ens bryster, ens numse osv. når man bevæger sig ind på en datingside. Faktisk bare generelt når man bevæger sig rundt i dagligdagen. Det er som om kvindekroppen over årtier har udviklet sig til at være allemandseje. Kvindekroppen er blevet et subjekt.

 

Vi kvinder har derfor af opvækst og nogle gange hårdt købte erfaringer lært, at vi skal være på vagt. Vi skal hele tiden være på vagt overfor de mænd, som mener at de har lige så meget ret til at have en holdning om vores krop, som vi selv har.

Er du udstyret med en tyk krop, så får det hele en ekstra demission.

 

 

DEN SKINBARLIGE SANDHED

 

 

EN OVERVÆGTIG KVINDES SKINBARLIGE VIRKELIGHED

Jeg var 15 år, da det første gang gik op for mig, at dating ikke ville være det samme for mig, som for mine tynde veninder.

Jeg sad sammen med en gruppe piger fra min klasse i et frikvarter. En af pigerne havde fået ny kæreste og hun fortalte glædeligt om hvor lækker han var. Jeg forholdte mig forholdsvis stille og lod de andre piger om at stille spørgsmålene.

Pludselig vender hun sig om, kigger på mig og siger; “Jeg ved godt det er svært for dig at få en kæreste. Altså jeg mener, som du ser ud. Du har jo ikke ligefrem den krop drengene vil have. En dag skal der nok komme én til dig også, som kan se at du er smuk indeni.”

Ærligt, så ved jeg ikke om hun mente det som en kompliment eller hun prøvede at pakke sin giftighed ind. Hvis det var det sidste så klarede hun det ikke super godt. Jeg husker trods alt hendes ord her 18 år senere.

 

Hendes ord er et tydeligt udtryk for det samfundssyn der er på overvægtige. Det er i sandhed et udtryk for, hvordan det er at være overvægtig kvinde.

Det er som om, det forventes, at man som overvægtig kvinde bør være taknemlig for den opmærksomhed man får. Det forventes, at man er villig til at kaste sig i armene på den mand, som lader én vide at han gerne vil knalde. Som om det er et lykketræf, at nogen vil.

 

Hvorfor er det, at vi som samfund har så nemt ved at acceptere, at en tynd krop er universal tiltrækkende, mens en tyk krop ikke er?

Hvorfor må de tynde mennesker gerne have en type, mens tykke mennesker helst ikke skal tale om seksualitet?

Hvorfor er kærlighed kun for de tynde mennesker?

 

 

MIN SKINBARLIGE SANDHED

Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg i min opvækst har hørt sætningen; “Hvor ville du være en køn pige, hvis du tabte dig.” Hvilket indikerede, at jeg ikke var køn nu. Min overvægt nulstillede simpelthen min skønhed.

Jeg har lært, at man ikke kan elske en krop som min. Da jeg opdagede, at der rent faktisk var mænd der var tiltrukket af min krop, så blev det på en eller anden måde til noget beskidt. Det var jo ikke normalt.

 

Jeg er gået gennem forvandlingen fra pige til kvinde med en tro på, at min krop er noget der skal ses bort fra. Jeg skal være ekstra af alting, fordi jeg skal gøre op for den krop jeg ‘bor’ i.

I de forhold jeg har haft, der har jeg haft enormt svært ved, at give mig hen til min kæreste. Både følelsesmæssigt og seksuelt. Jeg har altid paraderne oppe. Det er svært at bryde gennem min mur af usikkerhed og skam omkring min krop.

Jeg venter inderst inde bare på, at min kæreste når det punkt, hvor han begynder at udvise skam over at være sammen med mig i det offentlige rum.

 

Inderst inde, så vil jeg jo ikke elskes på trods af min krop. Jeg vil elskes for det hele menneske jeg er. Min krop er også mig. Men hvordan tillader jeg nogle at gøre det? Hvordan lader jeg fordomme være lige præcis det; fordomme?

 

Her bliver jeg nødt til at ty til noget så klichéagtigt som at;  jeg skal lære at elske min krop, før jeg kan forvente at nogen anden gør det.

Jeg har været i evig kamp med min krop indtil nu. Hvis jeg nogensinde skal komme til en accept af, at en mand er tiltrukket af min krop, så kræver det, at jeg lærer at se dens skønhed og udvise den kærlighed.

 

Jeg er på vej, men rejsen er lang. Jeg håber at jeg møder en mand der tør være med på den rejse. En mand der forstår, at jeg ikke har brug for at han ‘reder’ mig, men at jeg har brug for hans nærvær mens jeg ‘reder’ mig selv.

 

 

Til slut vil jeg gerne sige tak min ven – du ved selv hvem du er. Tak fordi du altid tør stille de spørgsmål, som jeg ikke tør stille mig selv. Tak fordi du skaber ringe i vandet, som bl.a. skaber indlæg som disse oppe i mit hoved. <3
Please follow and like me:
Posted in Samfund.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *