HVAD JEG SYNES OM MIT MELLEMNAVN

Nu tager jeg sørme fat i den sidste halvdel af denne måneds udfordring. Det er alligevel gået ret stærkt. Og indtil videre er det lykkedes mig at få skrevet et indlæg om dagen.

Dagens indlæg skal handle om mig – ja det gør de vel på sin vis alle sammen, men forstå mig ret. 😉 Jeg skal nemlig fortælle jer hvad jeg synes om mit mellemnavn. 

Men inden vi lige når til den konklusion, så får I lige en forhistorie til, hvorfor jeg faktisk er endt med de navne, som jeg er. 🙂

 

MIT FULDE NAVN

Mit fulde navn er Sissel Kristine Hansen. Et MEGET gennemsyret dansk navn. Sissel er et gammelt dansk/norsk pigenavn, som angiveligt stammer helt tilbage fra middelalderen. Dengang blev det dog kun stavet s-i-D-s-e-l, hvor man i dag kan stave det på begge måder.

Grunden til, at jeg er endt med navnet Sissel er helt klart min mors ‘skyld’. Min mor ville rigtig gerne have, at jeg havde et specielt navn – et navn som man ikke hørte så tit. Hun ville have at navnet skulle vise, hvor speciel jeg var, hvor længe de havde ventet på at få mig.

Det skal lige tilføjes, at mine forældre rent faktisk havde opgivet håbet om at få børn, da jeg så pludselig fik graviditetstesten til at være positiv.

Min far var med på ideen, men Sissel var klart min mors ide. Som min far så pænt sagde det engang; “det tog mig lang tid at vænne mig til at udtale dit navn.”

Jeg er nu ret glad for min mors valg – jeg synes mit navn er pænt og så er det sgu da lidt sejt at have et navn som kun 893 kvinder i Danmark har. 😉

 

Hansen kan man vist næsten antyde er et slægtsnavn i min familie. Min mormor og morfar hed begge Hansen inden de blev gift, min farmor giftede sig til Hansen da hun giftede sig med min farfar. Det betyder at både min mor og far hed Hansen da de blev gift – så hokus pokus; Hansen er mit efternavn. 😉 Vi er 210.747 mennesker i Danmark med det efternavn.

 

MIT MELLEMNAVN OG DETS HISTORIE

Mit mellemnavn Kristine er også et gammelt dansk navn. Jeg ved ikke hvor langt tilbage det kan spores, men jeg ved det kan spores langt tilbage i min familie.

Faktisk så er jeg opkaldt efter min mormor. Min mormor har 2 mellemnavne, hvor Kristine er det sidste. Så vidt jeg husker, så er det vist nok min far som har valgt det. Han synes det var et rigtig pænt navn, og det matchede godt med Sissel.

Det har senere vist sig, at navnet faktisk går rigtig langt tilbage i min fars familie også. Det fandt vi dog først ud af i år, da vi gennemgik den slægtsforskning, som min faster har lavet på min fars familie. Måske gør det det samme på min mormors side, hvem ved.

 

HVAD JEG SYNES OM MIT MELLEMNAVN

Jeg er rigtig stolt af at bære på det navn. Jeg synes, at det er et pænt navn som matcher Sissel godt. På det punkt er min far og jeg enige. 😉

Det der dog vægter mest er, at jeg er opkaldt efter min mormor.

Min farmor døde da jeg var 2 år, så hende husker jeg ikke og min morfar og farfar døde længe før jeg kom til. Jeg har derfor kun haft én bedsteforælder i min opvækst og det er selvfølgelig min mormor.

Hun har udfyldt rollen for 4 bedsteforældre på bedste vis og jeg elsker min mormor højt, så jeg synes det er en ære at være opkaldt efter hende.

 

Please follow and like me:
Posted in Udfordring.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *