BILLEDE AF EN PERSON DER INSPIRERER MIG

Jeg var virkelig meget i tvivl om, hvem jeg skulle dele et billede af i dette indlæg. For der er særligt to mennesker, som inspirerer mig. De er begge fightere, som har brugt deres modgang i livet som brændstof. De har begge inspireret mennesker på verdensplan gennem et talerør som de har tilfælles; musikken.

Jeg har efter lang tids overvejelse valgt, at vise jer ham som jeg har ‘kendt’ længst.

 

Så dagens billede af en person der inspirerer mig er af Mr. Adam Lambert.

Til jer der nu sukker dybt (ja jeg kan godt høre jer), så håber jeg I alligevel vil læse videre.

 

ET BILLEDE AF EN DER INSPIRERER MIG

Ja, jeg har mødt manden 😀 Og ja, jeg ligner en bøv på det her billede.

DER HVOR DET HELE BEGYNDTE

En veninde jeg havde i 2009/2010 havde plapret løs om Adam længe. Hun havde set ham i American Idol og nu prøvede hun ihærdigt at få mig til at forstå, hvor ekstraordinær han var. Jeg indrømmer blankt, at jeg var ved at være træt af hendes fan girl tilstand. Som det gode mennesker jeg dog er (stop med at grine!), så sagde jeg ja til at tage med til en koncert, da han kom til København i 2010 på sin Glam Nation tour.

Jeg glemmer aldrig den følelse der ramte mig da jeg stod der i Vega og hørte Adam synge ‘Soaked‘ for første gang. Han sang den med en sådan inderlighed, at jeg havde gåsehud over det hele og tårerne trillede ned af kinderne på mig. Ikke alene var hans stemme fantastisk, der var også en oprigtighed i den måde han sang på, som gav mig en følelse af at stå overfor en der vidste hvad det ville sige at være knækket.

Jeg gik hjem fra den koncert blæst totalt bagover. Den blev starten på en rejse jeg på ingen måde havde forudset.

 

EN INTENS MAND MED EN INTENS FANBASE

Jeg blev fan af Adam fra det øjeblik i Vega, men jeg blev også en del af et fællesskab som forstod mig. For første gang i mit liv følte jeg, at jeg fandt ligestillede.

Jeg har altid følt mig som en outsider og nu fandt jeg ud af at der var andre der havde det ligesom jeg. Andre der vidste hvordan det var at føle, at man ikke passede ind. Andre der vidste hvordan det føltes at være knækket.

To af de mest betydningsfulde venskaber jeg har i mit liv i dag er med piger, som jeg fik kontakt med dengang.

 

Jeg indrømmer blankt at jeg var besat af Adam i årvis. Sådan lidt sygeligt besat. Det tror jeg netop bunder i, at jeg fandt en ro i ikke at være den eneste outsider. Adam samlede os fans. Ikke kun med sin musik.

En af de ting, som Adam tit må høre for fra diverse medier er, at han har en ret intens fanbase.

Det har han også. Vi har fx fået diverse websites til at crashe fordi vi har overbelastet dem totalt. For 5 år tilbage bad Adam sine fans om at donerer til Charity Water på hans fødselsdag i stedet for at send ham gaver. Vi crashede siden to gange inden for 30 min. – ups…

Da Adam ikke var lige så kendt et navn, der kendte fanbasen hinanden på kryds og på tværs. På verdensplan vel at mærke. Hvis du lagde dig ud med en Glambert, så lagde du dig ud med os alle sammen. 😉

 

Grunden til, at Adam har den fanbase han har er, at han fra starten af ikke lagde skjul på hvem han er. Han har taget sine fans med på hans personlige rejse. Delt ud af hvordan det har været for ham at vokse op som en outsider. Hvordan det har været at kæmpe sig frem i en branche (og i et land) som ikke klapper i sine hænder over ‘out there gays’.

Adam inspirerede mig til at være mig selv. Til at turde drømme og forfølge dem.

 

FOR EVIGT EN GLAMBERT

Jeg har virkelig arbejdet med mig selv siden 2010 og startskuddet var helt klart, at Adam kom ind i mit liv. Nogle af hans sange er virkelig dyrebare for mig. Han har sat ord på mine følelser. Han har reddet mig fra ikke at drukne i mit eget selvhad og han har fået mig til at skubbe grænser.

Faktisk er hans sang ‘Runnin’ årsagen til at jeg pakkede min kuffert og drog af til London. En dag gik jeg mig en lang tur med Adam’s musik i ørene. ‘Runnin’ begyndte at spille og da jeg lyttede til teksten den dag gik det op for mig, at jeg var nødt til at bryde ud af min rille.

For nogle kan dette lyde dumt, men jeg ved det er sandt; havde det ikke været for Adam så stod jeg ikke hvor jeg står i dag. Jeg har selv gjort arbejdet ja, men jeg havde aldrig fundet styrken til det uden Adam og mine Glamberts.

Det var faktisk min ‘årsdag’ i fredags. D. 10 november var det 7 år siden at jeg stod i Vega med tårerne løbende ned af kinderne.

Adam har fået mig til at tude til adskillige koncerter siden. Faktisk alle dem jeg har været til, hvilket tæller 5 koncerter foruden den første – 2 af dem som frontman for Queen.

Jeg er ikke besat som jeg var for år tilbage, men jeg er for altid en Glambert. Hans talent er massivt og jeg indrømmer blankt, at jeg føler stolthed over at se ham udleve sin drøm. Jeg er stolt af at være hans fan. Jeg er stolt af at have været med på hans rejse de sidste 7 år.

Han kan også stadig få mig til at gå fangirl amok. 😉

 

FOR EVIGT EN INSPIRATION

Adam har opnået sin drøm om at leve af at synge. Han lever af at stå på en scene og har man været til bare én koncert med ham, så er man heller ikke i tvivl om, at det er der han høre til.

Han har endda overgået sin egen drøm – han er frontman for Queen for dælen!

 

Jeg bliver stadig mega inspireret af ham. Han er en ildsjæl, som knokler røven ud af bukserne for at nå sine mål. Det kan jeg kun have den dybeste respekt for.

Det der dog inspirerer mig mest er stadig hans mod til at være sig selv –  også selvom folk ryster på hovedet af ham. Han slog det fast allerede tilbage i 2010, hvor han lukkede Glam Nation touren af hjemme i L.A; “…anybody that tells you no; tell them fuck you!” I kan se hans tale i videoen nederst på siden, det er de første 3 minutter.

 

 

Om 7 dage skal jeg hører ham live igen. Denne gang i Royal Arena i København, hvor han er frontman for Queen. Hvilket minder mig om, at jeg skal have indkøbt et mindre lager af kleenex inden.

 

Please follow and like me:
Posted in Udfordring.

2 Comments

  1. Tænk en gang. Jeg ville aldrig have mødt dig, hvis det ikke var for Adam. Det er en skræmmende tanke!

    Så tak, Adam! Tak for alt indtil videre ❤️

    • Det er en skræmmende tanke!
      Jeg er ham også PÆNT taknemlig! <3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *