10 TING FOLK IKKE FORVENTER OM MIG

I dag skal jeg fortælle om 1o ting folk ikke forventer om mig, hvilket har vist sig at være sværere end først antaget.

Jeg havde en forestilling om, at jeg ville komme med 10 ting, som jeg ikke havde afsløret på bloggen, men let’s face it; jeg har skrevet 100 indlæg. Der er ikke ret meget jeg ikke har skrevet om, om mig selv. 😉

Listen er derfor ikke en stor surprise på alle punkter, men det er altså stadig ting jeg får “say what?” reaktioner på.

 

 

MIT TEMPERAMENT

Første gang folk oplever mit temperament i lys lue, så bliver de overrasket. Jeg får stort set altid kommentaren; “jeg troede ikke du kunne blive så gal.”

Jeg synes det er lidt sjovt for som jeg skrev i det her indlæg, så har det altid været en del af mig. Jeg tror mit temperament hænger sammen med den passion jeg ligger i de ting jeg gør. Når man er et menneske der føler stærkt, brænder for ting og lægger sin sjæl i det man foretager sig, så er det altså også brandirriterende når det hele ikke løber af stablen, som man havde forestillet sig. 😉

 

AT JEG BLOGGER

Folks reaktion når jeg nævner min blog er som regelen noget i stil med “Driver du din egen blog?! Nå…” og så hænger der sådan en mærkelig stemning mellem os et kort øjeblik.

Jeg tror i bund og grund, at det er fordi de fleste mennesker ikke helt kan forholde sig til konceptet. De kan ikke forholde sig til at dele ud af sit eget liv. Eller også har de en fordom om bloggere, som er noget i stil med ‘tomhjernet opmærksomhedshungrende kvindemennesker.’

Den første kan jeg forholde mig til. Det er ikke for alle, at dele ud af sig selv på nettet til fremmede mennesker. Jeg kan stadig synes det er lidt nervepirrende, især når jeg har skrevet et af de indlæg der går dybt. Samtidig så er det jo langt fra alle der udlevere sig selv så meget som jeg gør. Jeg tror faktisk det hører til den mere sjældne kategori af bloggere.

Den sidste handler virkelig kun om en ting; uvidenhed! Læs nogle blogs og få aflivet den fordom ASAP!

 

AT JEG HØRER ROCK

Af en eller anden grund så virker det til at overraske folk. Gad vide om jeg fremstår som en boyband, pop-diva hungrende type? Måske. Faktisk så hører jeg mere rock end jeg hører nogen anden genre.

Jeg sætter dog en ære i, at jeg har en ret blandet musiksmag som rummer de fleste genre. I kan læse mere om min musik smag i det her indlæg.

 

AT JEG VAR EN STILLE PIGE

Ja, man kan jo egentlig godt forstå folk bliver overrasket.

Men det forholder sig faktisk sådan, at jeg som stort barn var den stille pige. Ikke forstået på den måde at jeg ikke snakkede meget, for det gjorde jeg, men kun blandt mennesker jeg var tryg sammen med. Det vil sige familien og min bedste veninde.

Jeg kunne godt sige fra hvis jeg virkelig følte mig trådt på, men grundlæggende så forsøgte jeg ikke at gøre opmærksom på mig selv mere end højst nødvendigt.

Det har jeg så taget revanche for lige siden. 😉

 

AT JEG REJSTE ALENE TIL LONDON

Jeg har skrevet om det tidligere, men jeg rejste til London alene tilbage i 2012. Jeg var arbejdsløs, følte jeg sad fast i en rille jeg ikke kunne komme ud af og jeg trængte til at finde ud af, hvad mit liv skulle indeholde. Jeg havde længe drømt om at bo i London, så jeg besluttede at det var nu eller aldrig.

1 måned senere stod jeg på engelsk grund med en kuffert i hver hånd og ingen anelse om hvad der skulle ske fremadrettet.

Jeg tror, at det overrasker folk, fordi jeg på mange måder er tryghedsnarkoman. Jeg kan godt lide at ting har deres plads, at min hverdag har en form for ramme og at jeg er tæt på de mennesker som jeg elsker og holder af.

Nogen gange bliver man bare så presset i livet, at man er nødt til at tage chancer og håbe at faldet ikke gør alt for ondt, hvis det skulle komme.

 

AT JEG ER ENEBARN

Jeg har skrevet det her indlæg om emnet tidligere. Det er dog stadig en relevant en på denne liste, for det overrasker virkelig mange.

Det er som om der en enighed om, at enebørn er selvcentrerede væsner med udelukkende egoistisk tankegang. Det er vi altså ikke alle sammen. 😉

Jeg vælger dog at tage det som en kompliment, når folk siger; “jamen du er jo slet ikke egoistisk.” 😉

 

AT JEG HAR REJST FOR KONCERTER

Det er der rigtig mange der ikke forstår og der er vist omtrent lige så mange, som ikke kan få det til at hænge sammen med hvem de tror jeg er. 😉

Men det er altså stadig sandt. Alle gange har været for at høre Adam Lambert, men jeg vil være villig til at gøre det for andre kunstnere også, som fx Shinedown.

Første gang jeg rejste for at høre Adam, var i 2010 hvor jeg tog til Hamborg i november. Efter koncerten sov jeg på gaden, fordi jeg ikke havde råd til et hotelværelse og toget kørte først fra Hamborg kl. 7 næste morgen. Det var pænt koldt skal jeg hilse og fortælle. 😉

Siden da har jeg rejst i 2012 hvor jeg var i London og høre Queen+Adam og så rejste jeg i 2013 til Helsinki for at opleve Adam’s anden world tour.

 

AT JEG ER LIDT EN HANDY WOMAN

Her snakker vi ikke i stil med at jeg kan bygge et skur eller skabe mine egne møbler. Sagen er dog den, at når man som jeg har været single det meste af livet og samtidig har valgt at flytte så langt væk så far ikke lige kan komme forbi og hjælpe, ja så må man sgu selv smøge ærmerne op.

Jeg har klaret rigtig mange små-projekter selv og indtil videre er de lykkedes meget fint. 😉

Det eneste jeg dog ikke har turde kaste mig ud i endnu, det er at sætte lamper op. Jeg har lidt for meget respekt for strøm og potentiel brandfare. Meeeeen lur mig om jeg ikke får kastet mig ud i det på et tidspunkt alligevel.

 

AT JEG IKKE ER STOR FAN AF CHOKOLADEKAGE

Jep, jeg er en af de mærkelige typer. Da jeg var barn spiste jeg faktisk ikke chokoladekage. I dag kan jeg godt spise det og jeg vil sågar indrømme at jeg har smagt et par stykker jeg synes var gode. Det er bare ikke min favorit kage. Jeg er mest til en gulerods- og krydderkage.

Jeg tror folk bliver overrasket over det af to årsager; hvem kan ikke lide chokoladekage? og så det faktum at jeg ellers har et højt kompliceret afhængighedsforhold til chokolade.

 

AT JEG IKKE KAN SVØMME

Det er ikke ret tit at man møder folk i min generation, som ikke har lært at svømme. Jeg er dog en af de få. Når jeg fortæller folk det får jeg som regel bare en måbende respons tilbage.

Nok også fordi, at jeg ikke er typen der er bange for vand. Jeg elsker at være i svømmehallen og jeg elsker at gå i vandet om sommeren når havet ikke er pisse koldt. Så længe jeg bare kan nå bunden.

Jeg panikker så snart, at jeg ikke længere kan nå bunden. Jeg føler jeg mister kontrollen, hvilket er problemets kerne. Jeg tror ikke nok på mine egne evner til at holde mig flydende. Jeg er dog fast besluttet på at lærer at stole på mine egne evner, så jeg øver mig hver gang jeg er i vandet.

Please follow and like me:
Udgivet i Udfordring.

2 kommenterer

  1. Jeg fatter ikke at du ikke er fan af chokolade kage! :O 😉 Jeg skal have chokoladekage, med chokoladeglasur og gerne chokoladestykker i. Så er jeg den gladeste pige på jorden! 😀

    • haha! Det er faktisk også lidt mærkeligt når nu jeg ellers er afhængig af chokolade.
      Jeg synes bare chokoladekage er kedeligt.. Og så er det faktisk også mega misvisende. Det burde hedde kakaokage..

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *