ANGST FOR TRÆNINGSCENTRE
Livsstil

ANGST FOR TRÆNINGSCENTRE

Jer der følger med på min instagram har måske læst, at jeg har sat mig et mål i 2019 om at finde balancen. Finde balance mellem kroppen og sindet, lukke farverne, hyggen og roen ind i mit liv igen.

2018 har været dækket af en grå tåge, som jeg nægter at finde mig i også lægger sig over mit 2019.

 

 

NÅR ANGSTEN LAMMER ÈN

I forbindelse med at finde balancen mellem krop og sind, så har jeg et ønske om, at komme i gang med at dyrke motion jævnligt. Det har jeg fordi det giver mig ikke alene en fysisk styrke, men også en psykisk styrke. Endorfiner er min ven. 😉

Jeg vil danser zumba igen, jeg vil dyrke yoga og jeg vil danse. Jeg vil dyrke motion der gør mig glad i låget, fordi det gør min krop glad.

 

Det er faktisk et ønske, som jeg har gået med længe. Jeg har derfor både indkøbt nyt træningstøj og nye træningssko og her d. 1. januar meldte jeg mig ind i det lokale træningscenter, som jeg har haft kig på længe.

Og så kommer angsten. Angsten for rent faktisk at skulle møde op i træningscenteret. Det er en angst der har lammet mig i flere måneder og nu er den ekstra stærk . Nu er der nemlig ikke flere undskyldninger tilbage. Jeg kan ikke længere undskylde mig med, at mangle en ordentlig trænings-bh eller nogle ordentlige træningssko. Jeg kan heller ikke undskylde mig med at det er for dyrt at melde sig ind, for den første måned er gratis og det samme var indmeldingen.

Så hvad nu? Hvordan kommer jeg videre herfra? Hvordan får jeg overvundet min angst?

 

ANGST FOR TRÆNINGSCENTRE

HVAD ER DU ANGST FOR?

Jo ser I, jeg er angst for at blive dømt. Jeg er angst for at andre mennesker skal kigge skævt til mig, pege fingre af mig eller grine af mig. Jeg er angst for at skille mig ud og være til grin.

Og her ved jeg godt, at de fleste af jer har lyst til at komme med opmuntrende sætninger som; “det er dem der er noget galt med.” eller “de fleste kigger nok og tænker, hvor er hun sej at hun gør noget ved det.”

Jeres omsorg er værdsat, men den dæmper ikke min angst. For jo, jeg har prøvet at være udsat for latterliggørelse i et træningscenter. Folk tror ikke jeg lægger mærke til det, men det er svært ikke at lægge mærke til at folk peger på én og griner.

Og det gør helvedes ondt.

 

 

HVIS JEG VAR MIN VENINDE

Jeg har en veninde, som er i fuld gang med en personlig rejse, som bl.a. også inkluderer træning. Jeg beundre hende rigtig meget for hendes gå-på-mod og synes hun er skide sej.

Jeg gav udtryk for min angst over for hende og hun gav mig følgende råd; kig dig selv i spejlet, sig dine tanker højt og overvej så hvad du ville sige til mig, hvis jeg havde de tanker.

Jeg har skiftet spejlet ud med dette blogindlæg, fordi jeg bearbejder tanker bedst på skrift, så nu får I lov at være med.

 

IKKE AT KUNNE FULDFØRE

Jeg er bange for, at jeg ikke kan klare en hel times zumba og må gå. Jeg synes det er pinligt, at jeg har så dårlig kondition at jeg ikke kan fuldføre en hel time og jeg ville tiltrække mig en opmærksomhed jeg ikke har lyst til ved at forlade salen. Jeg ville også føle, at jeg gav fortabt. 

 

Mit veninde-svar:

Men hvad så hvis jeg må gå? Er det ikke bedre at have været der og gjort noget end slet ikke at gøre noget? Det er jo ikke at give fortabt, det er at lytte til min krop. Og den opmærksomhed der må være er kortvarig. Det er sekunder det handler om fra jeg går mod døren og til jeg er ude af den. Fokus bør være; DU GØR NOGET.

 

KROPPEN ER FOR STIV

Jeg ved, at der er ting jeg ikke kan gøre i yoga, fordi min krop er alt for stiv af at have siddet stille for længe. Synes det er pinligt når jeg må springe øvelser over og se de andre udfører den. Jeg føler der står en lyskegle ned på mig, så alle kan se, at jeg sidder stille. 

 

Mit veninde-svar:

Måske kunne jeg finde alternative måder? Måske behøver jeg ikke at kunne nå mine tæer, men så bare strække mig ned til anklerne? Yoga handler om at føle kroppen og øge dens styrke, så jeg behøver jo ikke at kunne det hele på èn gang. Alle er startet et sted – også selv om de kun vejer 50 kg.

 

HVAD HVIS DE GRINER?

Jeg er bange for at blive gjort til grin.

Mit veninde-svar:

Hvis jeg oplever at folk peger fingre af mig og griner, så må jeg konfronterer dem med det. Deres handling er ikke i orden og den skal stoppes. Hvis jeg ikke har modet til selv at gå i lag med dem, så må jeg henvende mig til personalet og beder dem om hjælp. Jeg har meldt dig ind i træningscenter der reklamerer med tolerance og plads til forskelligheder, så må de også leve op til det.

 

 

 

SÅ HVAD GØR VI NU, LILLE DU?

Når jeg læser mine svar, så kan jeg jo godt se, at min angst ikke er rationel. Men igen, det er angst jo sjældent.

Knuden i maven er der stadig, men jeg kan også se logisk på det. Det giver mening at prøve, fordi det er jo i virkeligheden det vigtige. At prøve.

Jeg skal lære at give slip på behovet for at være perfekt, ikke at skille sig ud. Faktum er, at jeg skiller mig ud med den vægt jeg har. Jeg bryder mig virkelig ikke om det, men jeg kan ikke ændre på det uden at dyrke motion også.

Med hensyn til perfektionen, så er det igen for ikke at skille mig yderligere ud end jeg gør i kraft af min krop Jeg er bare ikke perfekt. Det er der ingen af os der er og gudskelov for det. Verden ville godt nok være et kedeligt sted så.

 

Så alt i alt, så kan jeg konkluderer, at jeg er nødt til at tage tyren ved hornene og kaste mig ud i det. Jeg får ikke knuden i maven til at forsvinde, men jeg tror på den forsvinder lidt efter lidt når først jeg er kommet i gang.

Jeg er dog ikke så modig, at jeg tør starte op her i weekenden, hvor min erfaring er at træningscentrene ofte er fyldt. Jeg tænker derfor at starte på mandag, når alle andre er på arbejde og dermed få en blød opstart.

 

Hvis nogen derude sidder med gode råd til, hvordan man kommer over angst for træningscentre, så smid endelig jeres råd som kommentar! <3

 

Please follow and like me:

6 kommentarer

  • Camilla Studsgaard Larsen

    Jeg har efterhånden været til yoga nogle gange, og jeg kan bestemt heller ikk mange af de øvelser…-men jeg smiler lidt af det, accepterer, at der er jeg ikk endnu, og spørger evt om hjælp til et alternativ…-til min første time, sagde min instruktør, at det vigtige er ikke, hvordan øvelserne bliver udført, men at man mærker efter i sin krop…-er den her stilling okay..? Mærk din vejrtrækning..-måske er der forskel på højre/venstre..? Kast dig ud i det..-tager gerne med dig…❤️

    Tak for et skønt indlæg…-mange af de tanker du har, og måden du har fået vendt dem på offentligt, er utrolig modigt…❤️

    • sisskristine

      De giver jo rigtig god mening, at mærke efter og have fokus på vejrtrækningen med yoga. I hvert fald, hvis man som jeg, gerne vil have forbindelse til kroppen og ro ud af at dyrke yoga. Tak for at give et godt råd videre. <3

      Åh, tak <3

  • Bonnie

    Jeg har det lidt på samme måde. Startede til yoga på mit arbejde og jeg er så stiv i kroppen.

    Og jeg kan ikke alle øvelserne og ikke nå ned. Men ved du hvad, det var der andre der ikke kunne heller. Og instruktøren var så fin og forklarede forskellige måder og gjorde meget ud af at vi alle var forskellige.

    Synes det er smart at du lægger ud med at møde op hvor der ikke er så mange så du kan blive tryg ved stedet.

    Livet er for kort til ikke at gøre hvad man har lyst til og til at andre skal sætte din dagsorden.

    • sisskristine

      Hvor har du ret i det med, at livet er for kort til ikke at gøre det man har lyst til!
      Det vil jeg minde mig selv om, hver gang jeg er bange for at fejle. <3

  • Jesper

    Søde Sissel, jeg har ingen mirakelsvar, men som du siger så er alle startet et sted, og slanke mennesker er altså ofte i ligeså dårlig form som du er. Hvis du spørger en yoga-instruktør så tror jeg de vil fortælle dig at det er helt normalt ikke at kunne det hele lige når man starter, uanset vægt og størrelse. Alle kan være stive i kroppen og i dårlig form efter en periode hvor de ikke har været særligt aktive. Også tynde mennesker. Hvis det hjælper så kan jeg i hvert fald love dig at jeg ikke kan nå mine tæer. xD

    Det er jo derfor man melder sig til et hold hvor der er en instruktør. Alle har svært ved det de første gange. Hvis man bare var i stand til det hele fra første dag kunne de jo bare smide et par yogamåtter på gulvet i stedet, og lade folk finde ud af det selv. 😉
    Og mon ikke der også er slanke mennesker der har måtte tage en timeout fra en zumba-time fordi de er i dårlig form? Det føler jeg mig rimeligt overbevist om. 😉

    Når du er der, så husk på to ting:
    1. de andre har for travlt med selv at svede og gispe efter vejret til rigtig at fokusere på dine begrænsninger. Hvis du er nødt til at holde en ti minutters pause eller må springe over visse øvelser, så vil jeg gerne vædde på at halvdelen af holdet slet ikke bemærker det. 😉
    2. hvis du kan mærke at du snart ikke kan mere, så findes der altså billige undskyldninger man skal bruge. Det kan være du lige skal ud at tisse en gang, eller måske bare liiiige fylde din vandflaske igen. Det giver dig en pause så du kan nå at få pusten igen, med æren i behold 😉

    • sisskristine

      Tusind tak for dine kloge ord. 🙂

      Jeg kan jo godt se logikken i det du skriver. Jeg er bare så vant til oppe i mit hoved, at forbinde mine begrænsninger og ‘utilstrækkeligheder’ med min vægt. Jeg er så vant til selv at tænke; “Det er også fordi jeg er så fed.” at jeg tror alle andre mennesker tænker det samme.

      Tak fordi du satte perspektiv på min verden! <3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk