30'erne krise
Personligt

30’ERNE KRISE

 

Jeg fyldte 30 år for halvandet år siden – halvandet år! Shit!

Jeg går ikke skide meget op i samfundets forventninger om hvad man skal have opnået når man er i sine 30’er, for jeg har aldrig og vil aldrig passe ned i en boks. Trods det, så har jeg altså lidt krise over de der 30’er.

 

DET BIOLOGISKE UR

Det skyldes ikke så meget det, at det lyder federe at sige; “jeg er i mine 20’er”, men i særdeleshed fordi jeg føler jeg har et biologisk ur der tikker MEGET, MEGET øredøvende.

Mit indre ur er virkelig en diva, for hun er seriøst opmærksomhedskrævende! Og her står jeg så – 31 år gammel, uden kæreste, uden udsigt til at finde ham der den helt rigtige og ja… Bare ja…

Så er det, at jeg prøver at få ro på ved at fortælle mig selv, at der jo er tid endnu og at der altid er den mulighed, at vælge at få barn alene.

Der er bare det at; 1. det koster en god portion penge og 2. det rejser etiske spørgsmål hos mig. For er det ikke mega egoistisk af mig, at beslutte at mit barn skal vokse op uden en far og aldrig kan få kendskab til hvem han er? På den anden side set, så er beslutningen om at få børn vel i bund og grund altid en egoistisk beslutning.

 

Argh! Hvis så bare min indre tikkende diva liiiige gad klappe kaje bare indimellem, så ville det egentlig være yderst befriende.

Især fordi jeg synes det kunne være ret så praktisk lige at løse det der karriereskifte og ‘blive-rask-projekt’ først. Det virker mest voksent og ansvarligt. 😉

 

 

IKKE RIGTIG VOKSEN

I bund og grund, så synes jeg stadig jeg roder lidt rundt i livet. Bevares, jeg er faldet til ro på mange fronter; jeg ved hvem jeg er, jeg ved hvad jeg kan lide og hvad jeg ikke vil finde mig i.

Jeg har styr på alt der hedder faste udgifter, jeg har et madbudget og jeg er blevet en anelse mere økonomisk ansvarlig.

 

Men jeg roder stadig rundt i job og karriere, jeg har det godt som single, men tanken om aldrig at finde en jeg kan blive gammel med skræmmer mig. Mon jeg nogensinde falder 100% til ro i livet?

Nogen gange så har jeg min tvivl. Mest fordi det ligger til min personlighed altid at være nysgerrig på det der er lige rundt om hjørnet. Jeg vil føle mig udfordret, jeg vil suge ny viden til mig og jeg vil udvikle mig. Jeg vil bare gerne gøre det hele fra en tryg base.

Nogen der lige som jeg, stadig føler de roder rundt i livet, mens deres jævnaldrende virker til at have styr på pisset?

Please follow and like me:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk